Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Efter at have klaret de sidste eksaminer fik jeg til den først kommende weekend arrangeret et mindre sats til det nok så berømte Lammefjorden (så fik vi også samtidig udnyttet vores Su – medlemskab, som har 4 gæstekort hos Odsherred fiskeklub, der har fiskeretten). Tur deltagerne var formanden, lillebror og undertegnede.

Inden turen måtte jeg lige forbi Henry´s fiskegrej og ha´ lidt boilies forsyninger – det blev til 5 kg ”sweet orange” (og tak Max de virker!!). Lørdag eftermiddag var vi fremme – lidt nede af sydkanalen valgte vi at gøre hold da vi spottede nogle karper, der lå og solbadede inde langs kanten.

Vi fik hurtig placerede tackler ud på de respektive ”hotspots” – langs sivene.

Der skulle godt 12 timer før vi igen så noget til karperne – denne gang var det dog i den modsatte ende af linen. Tidlig på morgen misser både lillebror og jeg en fisk da de begge sætter sig i sivene med linebrud til følge. Boysen får kort efter en run, denne fisk vælger heldigvis at søge ud i åben vand, og efter en fin fight med Boysens små spaghetti stænger netter vi turens første karpe – 2,95 kg. Bestemt ikke nogen kæmpe, men til gengæld utrolig flot.

Herefter forløber en periode hvor fisken og Boysen (ligger sig til at sove pga. manglen søvn gennem natten)ikke var så aktive. Lillebror og jeg forsøger os efterfølgende med noget flådfiskeri med Pescaviva majs. Det lykkes efter en del mislykket hug at få sat krogen i en fisk. Jeg er den heldige og efter en fin fight, hvor vi endte med at vandre et godt stykke ned af kanalen for at følge fisken kunne vi nette en fin skælbørge på – ja 2,95 kg.

Kort efter fanger jeg endnu en – denne en lidt mindre fisk lige under 2 kilo. Lillebror er begyndt at frygte at han skal indkassere sin første nulbon fra Lammefjorden. Men i elvte time fanger han på vores redning nemlig ”sweet orange” boilies to fine fisk begge over de 3 kg. Boysen slutter ballet af med at fange en enkelt på lige under 3 kg.

Status bliver i alt 6 fisk - ikke noget super resultat men så er sæsonen sat i gang. Efter at have fået blod på tanden tager jeg få dage efter af sted igen. Desværre løber jeg ind i dårlig vejr og en nultur. For at få opretholdt selvtilliden tager jeg morgen efter til en mindre sø, hvor jeg efter kun ½ times fiskeri fanger en fin spejlkarpe på 6,1 – årets bedste – men det bliver desværre ikke til flere fisk.

Nu var jeg blevet varm – så et par dage efter besøger jeg en af lokalområdets mange søer og efter en lang nat med mange myg får jeg i de tidlige morgentimer et godt hug på – ja selvfølgelig – en ”sweet orange” boilies. Fisken kæmper fabelagtigt og efter 10 min. intens fight, hvor den flere gange sætter sig fast i et rodnet på bunden, kan jeg lande et super eksemplar af en spejlkarpe – 9,55 kg – til dato en af de flotteste fisk jeg har fanget.

Det var alt for nu – men i løbet af sommeren kommer der mere – vent og se !

Jonas



Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne