Yes, så fik jeg omsider hul på bylden! Efter en lang række mere eller mindre suspekte medeture i alt for svære vande, er jeg omsider begyndt at fange karper.
I torsdags havde jeg besluttet mig for at satse på karper i en ny mose. Jeg ankom kl. godt 21, og til min store overraskelse/(skuffelse) sad der allerede en karpefisker i færd med at rigge til. Da jeg hilste på ham (han hed Max), viste han mig en fin 2.5 kg´s fisk som han havde fået i samme sekund tacklet var i vandet. Kort efter ankom Max´s kammerat Martin som også skulle fiske. Vi sludrede lidt frem og tilbage før jeg begav mig mod min udvalgte plads.
Jeg fik stille og roligt rigget til og placeret agnene på de potentielle hot-spots. Desuden lavede jeg et par solide foderfeltet primært bestående af hampfrø. Da alt var i stilling og parat til kamp, greb jeg posen med bajere og gik over til M&M. Vi sad og hyggesludrede over et par stifter, kun afbrudt af høje skrig fra Max´s bidmeldere. Han havde ialt 7 runs, men bommede de 4.
Ved 1 tiden var den gal ovre ved mine stænger. En rask sprint gennem mørket til lyden af en jamrende bidmelder er godt for helbredet. Jeg fik givet et solidt modhug og kunne straks mærke at det var en fin fisk. Fisken var gudskelov søgt ud midt i søen, hvilket var pænt heldigt da tacklet lå tæt op af et par lækre snags. Efter en ok fight kunne jeg assisteret af Max lande en flot skælkarpe på 5.750 kg. - Ny PR.
Efter en stille nat begyndte det at regne helt vildt kl. 7 Max og Martin var smuttet, så jeg var ladt alene tilbage med mine stænger. Pludselig midt i uvejret kørte min ene stang. Jeg står i læ 20 meter fra stængerne under nogle træer, og spurter derfor hen for at give modhug. Der møder mig en væltet stangopstilling og en slap line.....pis.....det var mere end jeg kunne klare, og tog derfor gennemblødt og meget træt hjem under dynen.
Lækkert at alle mine ture omsider begynder at lønne sig! Boysen
|