Fredag den 15/8 var Jonas & jeg i Vestvolden efter suder og karusser. Vi aftalte at mødes ved plads nr.3 kl. 18:30. Velmødt og fulde af forventning fik vi fodret pladsen op med majs/brød/medefoder og gav os til at fiske. Hvis man fisker midt i vandsøjlen fanger man 1.mio skaller, men vælger man at fiske på bunden så slipper man for skallerne – vi fiskede på bunden! Efter en halv times fiskeri, fik Jonas løft på flådet, en brasen havde snuppet hans majs og var hastigt på vej mod bredden. Det sjove var at se Jonas forsøge at få afkroget en brasen uden at skulle røre ved den, fy for satan, slimet, skod fisk osv.
Efter halvanden time og kun én brasen besluttede vi os for at afprøve plads nr.2. Det var ingen dårlig idé, efter kun 5 minutters fiskeri havde Jonas en fin lille suder på land, en noget mager fisk på 1,1kg men den tæller jo alligevel. Der var synligt mere gang i fiskeriet på denne plads, flere pæne fisk viste sig og der gik heller ikke længe for jeg havde noget sjov ved mit flåd. Lidt forsigtige hug efterfulgt at et løft og så var der fisk, en karusse på 1,3kg havde hapset mine majs. En lille foto session og kræet fik sin frihed igen. Lidt over ni monterede vi knæklys på vores flåd, men da der ikke var sket det store de næste tre kvarter, valgte vi at afslutte fisketuren. Brasen, suder og karusser fra Københavns Vestvold, det kan anbefales.
Knæk & bræk Jan Fahlgren
|