Fredag aften og 2 dage på sundet er til ende.
Da vækkeuret ringede torsdag morgen var mine forventninger til fiskeriet ikke de store. De foregående dage havde jeg checket nettet dagligt for både fangster, strøm og vindforhold, og der var ikke meget at berette om hvad angår store torsk, men til gengæld et godt drivfiskeri.
Denne morgen checkede jeg også lige nettet inden afgang, og kunne se at strøm og vind var nogenlunde det samme som de foregående dage. Så jeg tog en kastestang med, da der nok ville blive omstillet til drivfiskeri i løbet af dagen. Afsted på cyklen og ind i toget fra Hovedbanegården klokken 06.00. På Nørreport stod min makker Sven på. Det var hans første tur på Sundet, og han skulle låne grej af mig. For hidtil har han hovedsageligt fisket i åer og fra kyst. Vi ankom sikkert til Helsingør og gik over mod bådene. Der var tåge og svag vind.
Vi gik ombord i det gode skib Sværd, som Sport Dres havde booket for hele ugen, fandt et par pladser, riggede til, gik under dæk, røg et par smøger og drak et par kopper kaffe. Her, under dæk, fik vi at vide at den største dagen før havde været på 4,5 kg. Ikke meget, og der var heller ikke blevet taget ret mange fisk, så vi skruede forventningerne endnu en tak ned. Skipper Kim lagde fra klokken 08.00, og afsted gik det i næsten havblik og lettende tåge.
Kort tid efter vi var kommet ud af havnehullet, dukkede 2 delfiner op – og det var delfiner, ikke marsvin. De nåede at ligge og lege foran stævnen på alle bådene, også småbådene, før de forsvandt en 45 minutters tid senere. Sven og jeg havde vores pladser ude i stævnen og kunne stå og kigge ned på dem, 2-3 meter fra os. Det var hyggelig underholdning. Efter at have kigget i min bog herhjemme kan jeg se at det har været kortnæbbet almindelig delfin, eller for de biologistuderende: delphinus delphis.
Vi gik først mod nord, skipper sejlede rundt og søgte og lavede et par træk, men der var ingen fisk. ”Nå”, tænkte jeg, satte mig ned og rullede en smøg, alt imens jeg overvejede at rigge kastestangen til – der ville sikkert blive drivfiskeri senere på dagen. Ak ja. Skipper stoppede, råbte og skreg inde i styrhuset og ringede ned med klokken. Jeg sad og nørklede med mit papir og min tobak, og besluttede mig for lige at springe det her træk over. Få øjeblikke senere stod 6 mand med flex på klingerne, incl. Sven. Jeg tænkte en masse grimme ord, rev mig i håret og andre løse kropsdele, der ikke var pakket ind i tøj, men fattede mig og sprang hen til Sven for at give gode råd med udtrætning af fisken. Der var godt pres på stangen, og efter 10 minutter kom torsken på dæk. 14,2 kg, flot debut, ny pr og lykønskninger fulgte. Der blev taget 2 andre målere i det træk. Klokken var 09.30.
Så kom der ellers gang i jungletrommerne og fiskeriet. Der gik ikke mange øjeblikke før samtlige bulebåde lå i samme område som os. Der var målere til alle både og en hel del mindre fisk. Jeg har haft nogen buleture før denne, men har ikke før oplevet noget tilsvarende. Det var hektisk. Sådan gik den næste times tid.
Op til middag døde fiskeriet, og resten af dagen var der kun sporadiske fangster med et kortvarigt intermezzo klokken ca. 14.30 hvor der igen blev taget et par målere eller 3, og nogen mellemfisk. Her fik Sven endnu én på 3-4 kg.
Det blev en nuldag for mig, men altså 2 til Sven. På min lånestang!! Dagens resultat for hele båden blev 10 over målet med den største på 14,8 kg, og 19 under. Da det var Sport Dres, der havde arrangeret turen var der præmier til dagens 2 største fisk. Sven var så ubeskeden at tage sig af 2. præmien – en fin pirkemappe med 4 pirke. 1. præmien var en 20-30 punds stang fra Ron Thompson. Ved næste dags slutning ville jeg få mulighed for at tage den i nærmere øjesyn.
På trods af den manglende personlige succes var det en god dag, med en hektisk periode, delfiner, fisk på dækket og ok vejr. Hyggelige folk ombord og god stemning. Fredag vil jeg slå til, mand!!! For vildt!!! Håber jeg.
Min nye fiskemakker, Claus, overnattede hos os, og jeg var en anelse mat i koderne da vi stod op, efter 6 timers søvn. Vi fyldte termokanderne og tog afsted i hans bil.
Vi ankom klokken 07.00 og rutinen fra den forgående dag gentog sig, vi gik under dæk og ventede på afgang. Der var hård vind på Sundet fra sydøst, så jeg fandt olietøjet frem. Skipper lagde fra lidt i 8, og vi sejlede ud god bølgegang.
Igen idag sejlede vi nordpå, skipper søgte rundt og lavede første træk. Der var ingen fisk, men der gik kage i Claus’s hjul og spolen blev tømt på ingen tid, da skipper ringede op og sejlede videre. Jeg fandt mit lånegrej frem til Claus.
Vores venner fra dagen før, delfinerne, dukkede op igen og spredte hygge ombord.
I 2. træk fik Claus kontakt med en god fisk, der røg af til hans store ærgrelse. Der var ingen andre ombord, der havde kontakt her. I 3. træk var det Claus’s tur igen. Det var en god fisk, og efter en 10 minutters tid kom den ombord, til stor glæde for hans værkende, tilsyrede venstre arm. 17,2 kg blev den vejet til, hans hidtil største var på 4 kg. Et veltilfreds smil bredte sig over hele hans ansigt. Klokken var 09.45. Der blev taget endnu en måler i dette træk og et par mellemfisk. Vi sejlede videre rundt og endnu en måler og nogen mellemfisk kom på dæk efter et par ok træk. Claus blev mere og mere stille, og måtte se i øjnene at søsygens kvaler havde ramt ham. Han gik under dæk for at prøve at sove lidt; han havde jo også sit på det tørre. Vi andre fiskede, videre men efterfølgende døde det totalt. Der var intet, og omkring middagstid sejlede vi sydpå ned til Værket for at prøve lykken der, så der var lige tid til en pølse under dæk. Claus så ikke bedre ud, da jeg kom ned til ham, men han skulle lige have en pølse med. Vi røg en smøg bagefter og drak en vand. Claus skoddede sin cigaret, hvilket ikke ligner ham, bad mig om at drikke sin sodavand færdig, for han skulle lige op og brække sig. Han nåede lige at få hovedet op over dæksniveau, før han ørlede. Et par fyre deroppe skreg af grin, men klappede ham på skulderen, kom med et par trøstende ord og spulede dækket rent for ham.
Så da vi nåede Værket var Claus kampklar igen og vandet var roligere der. Her blev der taget nogen mellemfisk og Claus nappede endnu én på godt 5 kg, før han igen måtte lade søsygen overtage hans mishandlede krop. Vi lå der i kort tid, før skipper igen vendte snuden nordover og sejlede op nord for færgerne, hvor de andre både åbenbart igen havde fået gang i bulerne. Men vi sejlede og søgte, sejlede og søgte og der var ingenting. Igen sydpå til Værket, hvor der blev taget et par mindre fisk. Det var ikke så spændende, og vinden, der var kold, gjorde det ikke sjovere. Vi endte dagen nede ved Værket efter at have sejlet rundt i en times tid uden kontakt. Jeg kunne ikke forstå at skipper ikke lagde op til en gang drivfiskeri, det andet var for kedeligt.
Vi steamede hjemover mod Kronborg, og da vi kom i havn blev det bekendtgjort, at Claus havde taget ugens største torsk på Sværd og derfor vandt dagens 1. præmie. Lækker stang! Og endnu engang havde min medbragte fiskemakker fanget rigtig gode fisk på mit lånegrej. Ja, ja.
Dagens resultat for båden, blev 3 over målet og en snes stykker under. Jeg selv havde intet mærket, intet fanget på de 2 dage. Men sådan er det jo. Men alt i alt et par gode dage, selvom halvdelen af fredagen ikke var noget at skrive om. Men nu har jeg gjort det alligevel.
Og nu er jeg så latterligt træt at jeg vil kravle i seng, og tage min dyne i nærmere øjesyn. Godnat!
|