En tur på Øresund var 9. februar afsat til sammen med min fiskebuddy Henrik.

Henrik er en af årsagerne til at jeg for alvor har genoptaget fiskeriet. Hvad han har hevet på land af fisk er ikke småting, og da jeg mødte ham og hans lystfiskerhistorier vågnede min slumrende lystfisker atter op. Så af sted skulle vi, og det kom vi.

Og når jeg så her sidder her og efterrationaliserer foran computeren i forbindelse med skrivningen af fangstrapporten, så dukker spørgsmålet uværgerligt op: Hvor kedelig kan en fisketur blive?

Solen skinnede – og så er alt hvad der kan siges af positivt om den tur, sagt. Der skete næsten intet. Det var så kedeligt, at vi lå ved kaj ¾ time før vi skulle, fordi skipper ikke gad mere. Og så er det faktisk ikke engang løgn. Der blev taget 2 torsk på 3-4 kg af 15 mand, og jeg selv fangede én, der hvis den havde været ca. 100 gange større ville have været i omegnen af en måler. Jeg vil tro at på de 7 ¼ time vi var på vandet, havde vi krogene i vandet i sammenlagt 45 min. F… mand, det var kedeligt!

Så nu er beslutningen taget: Jeg gider ikke tage på vinterbulefiskeri mere. Der er for langt mellem snapsene. Hvis jeg fremover skal på havet, bliver det noget som Øresund på den årstid hvor det er lidt lunere, eller Det Gule Rev.

Men der er også en anden, lidt mere specifik, årsag til at jeg ikke gider det mere; og det er det rykfiskeri, der bliver praktiseret derude – for det er det det er og så kan de s’gu sige hvad de vil (dem der bliver ved med at forsvare det).

I grunden kunne jeg jo være ligeglad med hvordan der bliver fisket derude, men det går mig på at se fisk komme op med rognsækken hængende ud af maven, fordi pirken har rykket hul dér, kroget i øjet eller andre steder hvor de, hvis de ryger af, vil enten dø senere p.g.a. de skader de har fået, eller vil være handicappet i en eller anden grad. På de 6-7 ture jeg har været på Sundet efter vinterbuletorsk har jeg ikke set én eneste bidetorsk, de har alle været fejlkroget.

Det er noget svineri, og jeg kan ikke forstå at turbådsskipperne ikke begynder at slå ned på det. For det er fuldt accepteret derude at fejlkroge en fisk – både af skipperen og de øvrige ombordværende. Det er bare en del af gamet. Men jeg håber det er noget, der på et eller andet tidspunkt vil bide lige præcis dét fiskeri i haserne. Det har det allerede gjort, bare ikke hårdt nok. Det skader lystfiskeriets ”omdømme”.

Det undrer mig at der ikke er sket noget på det område. Så vidt jeg ved er rykfiskeriet efter hornfisk, ved f.eks. Kronborgpynten, helt forsvundet p.g.a. de kampanger, der blev kørt i forskellige fiskeblade. Hvorfor hulen er så det her fiskeri tilsyneladende accepteret?

Og ja, jeg ved godt at de fisk, der dør efter at have fået maven rykket op af en trekrog ikke går til spilde. Dem er der andre af havets indvånere, der får glæde af. Men det kan ikke på nogen måde forsvare at det er os som lystfiskere, der påfører fisken årsagen til døden, uden at vi selv får nogen glæde af den. Jeg har rent faktisk læst og hørt ovenstående argument brugt som forsvar for netop det her fiskeri. Absurd.

Og nej, det er ikke fordi jeg vil fremstille mig selv som frelst. I starten jernede jeg da også bare igennem, for det var vel sådan det skulle være. Indtil jeg læste artikler om hvordan man bare kunne jigge pirken op og ned i vandsøjlen, i stedet for at bruge den som en anden styrtbomber. Den lille fis jeg fangede i dag havde hugget, og hvis den, der dårligt kunne gabe over trekrogen, kan nå at fange pirken, så kan dem der er større også.

Nå, men det var den der kedelige fisketur jeg kom fra. Jeg glæder mig til på søndag, hvor jeg har tænkt mig at tage en 8 kg’s svensk havørred. Vi ses derude.

More flex to come. And go.
Peter