Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Bestyrelsen mødtes idag i høj sol til en gang aborrespin.

Schwalm og undertegnede var på vandet omkring kl. 16.30, mens Jonas først skulle hjem fra arbejde, og derfor ville støde til senere.

Vi lagde ud med at fiske med spinnere over 4-8 meter vand. Efter en times tid uden et eneste nap, rykkede vi til en lille solbadet bugt, hvor der samtidig var læ. Her kastede vi anker og skiftede spinnerne ud med wobler og blink.
Heller ikke dette træk var den store succes, så inden længe sad vi i bar mave med en kølig pilsner - Rokkestilen!

Men vi måtte jo igang igen, så vi trak ud til hjørnet af bugten. Her havde vinden bedre fat, og vi satsede på, at vandet også muligvis var lidt mere iltrigt.
Efter et kvarters tid havde Schwalm omsider bid, og efter en god fight lå en fin 2.8 kg's gedde i nettet.

En besked fra Jonas fortalte, at han var på vej, og vi besluttede derfor kort efter at sejle ham i møde. På vejen ankrede vi op over en lille banke, og skiftede igen til spinnere.
Det varede ikke længe før det gav gevinst - en lille aborre kastede sig over Schwalms Mepps spinner, og kort efter havde jeg også hug. Endelig havde vi fundet fiskene!
Jonas ankom lidt efter, og i løbet af halvanden times tid fik vi en god del aborrer, og vi mistede endnu flere. Jeg selv smed desuden en gedde omkring 1 kg.

Dagens største aborre gik til mig - en stribet røver på 775 gr. , som desværre var den eneste af pæn størrelse, resten lå alle på den forkerte side af 300 gr.

Hug og hygge
Boysen



Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne