Jeg var til familiekomsammen her i weekenden i Præstø. Jeg havde taget den lette udrustning med i håb om, at kunne komme til den lokale Tubæk å, og bade nogen orm. Det primære formål med dette var, udover selvfølgelig, at få lidt hygge ud af det, så småt at tage hul på næste års målsætning; nemlig at få nogen flere arter på min personlige rekordliste. Der skal fyldes nogen arter på den liste, så jeg kan få opfyldt et af mine største ønsker (udover selvfølgelig at vinde nogen millioner i lotto): nemlig at blive optaget som fuldgyldigt rokkemedlem!!

Det lykkedes! Søndag middag, mens Mikala og sønnike tog sig en middagslur, greb jeg spaden, strøg ud i haven og gravede en lille flok orm. I denne stressede og maniske tilstand af eufori over, at kunne komme af sted med fiskestangen et par timer, fik jeg hærget en god portion af min mors blomsterløg – jeg håber file’me ikke hun opdager det!!! Jeg sprang ind i mine forældres bil, og forsvandt i en sky af afbrændte dæk og gummistøvlesåler, ud af indkørslen, på vej mod åen.

Kort tid efter stod jeg ved brinken af min barndoms/teenagetids fiskevand. Det er år siden jeg sidst har fisket her. Mange år, faktisk. Ikke siden ’88. Så jeg fik genopfrisket nogen barndomsminder da jeg stod der og kiggede, klar til action. Jeg husker mest dette stræk for sindsygt mange skaller. Desværre var det højvande p.g.a. nordøstenvinden, og strømmen gik op i åen, hvilket ikke er optimalt, da det får fiskene til at trække højere op.
Det skal lige indsparkes her, at stedet jeg stod, er der hvor åen løber ud i Præstø Fjord. Den søndre side, og en kilometers penge opstrøms, er det offentligt areal, hvilket vil sige at man kan fiske der ganske frit og gratis. Der er blevet landet rigtig mange store skaller, store aborrer og havørreder på dette stræk gennem årene.

Nå, men på trods af de lidt sløje forhold, besluttede jeg mig for at blive, riggede til og satte en orm på krogen. Efter et halvt minut forsvandt flåddet og lidt efter lå der en lille ørred foran mig. Desværre fik jeg fumlet så meget med krogløsertangen, at jeg fik nevet linen over, og den lille fyr forsvandt med krogen inde i munden. Øv!!! Men; uheld sker, og fiskekroge ruster heldigvis.

Ny krog og orm på, ud igen, og snart kunne jeg konstatere at skallerne ikke var trukket op i åen endnu. Det blev til cirka et dusin rudskaller, med den største på 370 gram. Jeg har fanget skaller mindst dobbelt så store der, men dette var de første jeg har vejet. Helt i tråd med barndomserindringerne fik jeg også redet mig en gang sok.

Jeg sjokkede lidt op og ned af åen, i mine godt fugtige gummistøvler, og snakkede undervejs med et par ældre modeller, der havde fanget cirka 50 aborrer, med de største omkring halvkiloet. Men aborrerne var væk nu, p.g.a. de føromtalte vejrforhold. De fortalte, at det var mange år siden, der havde været så mange aborrer i åen og fjorden som nu. Så næste gang det er vesten- eller søndenvind og højtryksvejr – så er der muligheder.

Mere flex - mere!!!!!
Peter