Jeg havde afsat det meste af en uge til geddefiskeri i en nordsjællandsk sø. Mandag gik med lidt grejindkøb, og med at fange skaller. Skallerne viste sig, efter et par timers løsfodring med majs, at være yderst sammarbejdsvillige, så da mørket sænkede sig, var dammen fyldt med gråskaller af 1. sortering!
"Kort" efter solopgang tirsdag morgen befandt jeg mig igen ved søen. En tung dyne af skyer hang over mig, og det blæste ganske friskt fra sydøst. Båden blev rigget til i rekordfart, og snart efter befandt jeg bag årene med et par livligt arbejdende skaller 15-20 meter agterude. Jeg lagde ud med at trække frem og tilbage langs en skrænt, som næsten lå helt i læ for vinden pgr. af et stykke skov. Da der efter en times tid intet var sket, besluttede jeg at justere flådene til at fiske dybere, hvorefter jeg trak ud over søens dybeste parti. Omkring middag slog vinden over i en mere sydlig retning, og da jeg stadig intet havde fået, blev flådene igen justeret, og kursen blev sat langs en skrænt, hvor vinden pludselig var blevet mere medgørlig. Allerede efter 10 min. gav denne kursændring pote - Mit ene flåd (som fiskede for foden af skrænten) dykkede, og uden de store dikkedarer kunne jeg kort efter nette en velkonditioneret 4 kg' s gedde. Ved vindens hjælp var jeg, under håndteringen af gedden, drevet tilbage hvor jeg kom fra, og skallerne blev sat til endnu et træk. Det blev til endnu en lille gedde på 1.2 kg, som i øvrigt huggede på præcis samme spot som den første, før mørket sænkede sig og jeg indstillede fiskeriet.
Onsdag var stort set en tro kopi af tirsdag. Der var dog et alvorligt minus - Der blev ikke fanget en eneste gedde.
Torsdag var jeg igen på plads fra "noget der mindede om morgenstunden" Vinden var den samme som de foregående dage, men skyerne havde spredt sig, så solen med jævne mellemrum tittede frem. Da de foregående dage ikke helt havde levet op til forhåbningerne rent fangstmæssigt, besluttede jeg at sætte hårdt mod hårdt - Dette måtte blive en arbejdssejr! Skallerne blev søsat langs den mest vindeksponerede skrænt i søen, og så skulle der ellers knokles godt ved årene, for at holde blot nogenlunde styr på situationen. Langsomt men sikkert gik det fremad.
Efter et par timers koncentreret fiskeri "går" mit ene flåd omsider under. Lynhurtigt bliver ankeret kastet og den anden stang spolet ind. Med et solidt modhug blev krogen sat, og mit livs hidtil bedste geddefight var igang. Til at begynde med fulgte gedden tungt, men forholdsvis velvilligt med ind til båden. Jeg havde ingen idé om størrelsen, men da jeg snart kunne ane den orange flådtop et par meter nede, dæmpede det troen på en stor fisk.... Jeg skulle dog hurtig komme på andre tanker. Som om gedden pludselig indså det uheldige i dens situation, tog fanden ved den. I ekspresfart satte den kurs mod sivene ca. 25 meter borte. Jeg tog det ganske roligt, og løsnede bremsen en anelse, så gedden lige kunne få afløb for sine værste aggressioner. Mod forventning stoppede gedden ikke udløbet efter de første 5-10 meter, og jeg spændte derfor bremsen igen. Det øgede pres på gedden var blot med til at tirre den yderligere, og den fortsatte med fornyet kraft. Da den kun manglede 5 meter for at nå sivene, følte jeg mig nødsaget til at satse, og jeg spændte bremsen så meget jeg turde. 0.35 mm linen sang i vinden, men gedden tog stadig line.... I det samme gedden passerede de første siv, blokerede jeg spolen med fingeren og lagde maksimalt pres på den. Tanken om at miste denne gedde uden nogensinde at have set den, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Heldet var på min side - Det lykkedes at vende gedden, linen gled fri af sivene, og pludselig var initiativet på min side. Jeg fortsatte med at presse gedden hårdt, og den fulgte roligt med mod båden, hvor den lå i nettet i første forsøg. Glad og lettet kunne jeg sejle ind til land, hvor en venlig medfisker hjalp med en fotosession, før gedden nænsomt blev genudsat - Den vejede 8.8 kg og var 100 cm lang.
Resten af dagen gav ikke flere hug, men det kunne ikke spolere en super fed oplevelse.
Hug og hygge Boysen
|