Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Den forløbne weekend var afsat til en komsammen med 3 af mine højskole venner, Claus, Birger og Lars Christian. Jeg havde booket kutteren Øby, og der var afgang fra Svanemøllen klokken 07.00.

Vi mødte op i god tid, fik rigget til og ventede på afgangen. Skipper lød mildest talt uengageret da han bød os velkommen, og brugte herefter en time(!) til, på halv kraft, at tøffe ud til området syd for Hven. Men jeg var i godt selskab, så tiden gik alligevel.

De sidste ture med fiskestangen i hånden står, for mit vedkommende, på det fangstmæssige område, som en sort plet i hukommeren, og jeg var fast besluttet på at den skulle vaskes væk i gode venners selskab denne dag på Øresund.

Jeg var efterhånden begyndt at få et billede af mig selv som klubbens mest uheldige fisker, faktisk syntes jeg, at jeg var så uheldig, at hvis vi afholdte en konkurrence om hvem der var klubbens mest uheldige, så ville jeg komme ind som nr. 2.

Jeg satsede ensidigt på torsk, og havde rigget til med et par ophængere og en mindre pirk. Efter kort tid skete det ufattelige: Der var bid!!! Der gik et par sekunder mens chokket over dette fuldstændig uventede fortog sig, hvorpå mine arme fløj i vejret. ”Der er bid! Der er fisk!”, triumferede jeg overfor de andre. Huttelihut!!! Manner!!

Der skulle hoveres, skulle der. Der skulle storskrydes, skulle der; jeg ville gøre mig selv noget så ulidelig at høre på!!! Det var da helt vildt! Da jeg efterhånden havde fået armene så langt ned, at jeg kunne samle min stang op fra dækket og påbegynde indspinningen igen, kunne jeg konstatere at der stadig var fast fisk, og efter kort tid lå der et par fejlkrogede sild på dækket. Forrygende!!

Jeg fortsatte fiskeriet og kunne, da vores stadig lige uengagerede skipper ringede med klokken, konstatere at det var blevet til et par hvillinger og et par håndfulde sild for mit vedkommende. Birger blev dagens ukronede sildekonge med 36 stk., hvilket han ikke undlod at gøre os opmærksomme på, indtil flere gange, i løbet af resten af dagen/aftenen. I alt blev det til 8 kg renset fisk, hvoraf hovedparten bestod af sild. Der indgik også en halv snes hvillinger og et par torsk, hvor Claus nappede den største på 1760 gram.

Vi ses derude
Peter






Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne