Undertegnede, ”nabo-Johnny” og ”hangaround-Binderup” var tirsdag den 18-01 taget et smut til det syd svenske, for at friste er par havørreder.
Vejret var lettere gustent, med hård syd/sydvesten vind, 3-4 graders varme og overskyet med mange regnbyger.
Vi lagde ud i Tobisviken, hvor vandstanden var ualmindelig høj og bølgerne store – det tog dog ikke mere end 45 minutter før der var fisk på land. Indledningsvis fik jeg kroget et klippeskær ca. 10 meter fra stangspidsen – troede jeg – det viste sig at være en farvet nedgænger omkring de 5kg. Det var komplet umuligt at holde fisken, som desværre også røg af i 2. spring.. Pokkers! Kort herefter fik jeg kontakt med endnu en fisk, denne kom på land men målte desværre kun 45cm. Vi fiskede yderligere en times tid, og kørte derefter nord på.
Næste location, var livløs – måske fordi det lokale ”natur gymnasium” var i færd med at afholde fiskekursus. Vi forlod hurtigt stedet til fordel for en plads nær Kivik.
Dagens absolut hotspot. Allerede inden fiskeriet begyndte for alvor, havde vi spottet liv i overfladen. Der gik heller ikke længe før Binderup kunne lande en sort 2 kilos fisk. Johnny og jeg fortsatte ned af kysten til en lille pynt, som så ud til at kunne holde fisk. Inden for 10 minutters fiskeri havde Johnny, kroget, fightet og tabt 2 havørreder, hvilket absolut ikke var noget han brød sig om. Tredje gang viste sig dog at være lykkens gang, idet han landede en smuk blank 3kilos havørred. Koncentrationen i fightens sidste fase var stor. Han vekslede mellem at bide sig i underlæben og komme med små verbale udbrud hver gang fisken satte kursen væk fra fangstnettet. Stadig i ekstase over fangsten, lykkedes det endda for ham at skvatte på vejen ind til bredden, PLOP! :-) God underholdning!!
Vi valgte at blive ved Kivik resten af eftermiddagen, da stedet umiddelbart kogte af fisk. Desværre fik vi (Binderup) kun en fisk mere omkring 50cm – men vi havde masser af hug og visuel kontakt med flere fisk. Nåårr ja, Johnny tog sig lige en dukkert mere inden lukketid :-) PLOP… igen – mere underholdning!
Alt i alt en god dag i Sverige, hvor ”nabo-Johnny” lagde godt 2,5kg på hans havørred PR.
K&B Jan
|