Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Søndag d 3-4 skulle slaget stå om Rokkernes 1. klubtur 2005.
Kl 9.30 ramte vi kysten ved Knarreborg Klint lidt nord for Havnsø. 5 mand høj, Jan, Peter, Flemming, Johnny og undertegnede var klar til dagens herredyst.

På denne plads gav vi den 1. time uden resultat.
Bevidste om at konkurrencen var godt i gang, var gode råd meget velkomne og køreturen skulle begrænses. Valget faldt på Røsnæs, hvilket senere skulle vise sig at være en ualmindelig god idé.

Vinden var let fra syd-sydøst, så sydsiden af Røsnæs blev foretrukket, da der var lidt "skvulp på" og oven i købet bagte solen ustandseligt. Nu manglede vi bare at sølvtøjet var i biddet!

Flemming fik som den første flex på klingen og et fint stykke sølvtøj på 43 cm kunne landes. Så kan det nok være at der kom gang i løjerne!
Herefter fik Peter fisk på sin gul-grønne gladsax. Manden har ikke fanget Havørred i 10 år, så glæden var ikke til at tage fejl af, selvom det var en "genudsætter" - Han mistede yderligere en af tilsvarende størrelse på netkanten.
Så gik det ellers forrygende herfra.
Jan meldte sig på listen med sin sagnomspundne brune sølvpil, der fristede en blankfisk på 45 cm og 0,850 kg.

But You Aint seen nothing yet fristes jeg til at sige:)
Kobberbassen blev sat for enden af fluelinen, og så gik det hedt for sig. Indenfor ca 2 timer blev det til følgende kvartet: Den første var en undermåler på 37 cm, dernæst en på 46 cm og 0,950 kg og lige inden afblæsningen af konkurrencen gik en havørred på 47 cm og 1 kg rent i nettet.
Efter endt konkurrence kom dagens største fisk i hus. En 1,4 kilos kraftkarl havde besluttet sig for at gi mig kamp til stregen, men efter små 10 min tovtrækkeri kom den i land.
Jeg skylder lige at takke Peter,Jan og Johnny der kom mig til undsætning med net.
Yderligere fik Flemming to genudsættere og Johnny mistede en enkelt på netkanten.

Herefter var der fotosession, og resultatet vil snart være at finde på hjemmesiden.
Alt i alt 9 fisk på land og en lovende sæsonstart for Rokkerne!
Kobberbassen længe leve og stram line til jer alle
Vinding:)



Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne