Lørdagens tur til Isefjorden gav fine fisk til både hang-around Martin og undertegnede. Vi startede ud i den sydlige del af fjorden omkring kl. 8.30 og der skulle ikke gå mere end 45 min. før dagens første fisk lod sig friste, en fin blank havørred lige over målet måtte lade livet og ende i bælteløkken. Kort tid efter havde først jeg og så Martin en trykbølge efter wobleren efterfulgt af et hug, men den eller de ville ikke blive hængende. Efter ca. 1 times fiskeri på stedet uden ydeligere aktivitet valgte vi at køre norpå til den kendte plads ved Vellerup Vig. Her skulle Martin kun bruge omkring 15 min. før en undermåler var med inde og få en mundfuld frisk luft, der skete dog heller ikke mere på denne plads og vi besluttede at køre længere nordpå. På næste plads stod blæsten lige ind og efter en 1/2 times fiskeri i 7-8 m/s modvind og grumset vand fik vi nok. Vi var dog ikke helt færdige for inden vi vendte snuden hjemad skulle vi lige have et par kast på et sted vi ikke havde besøgt før. Det skulle vise sig at være en rigtig go´ ide for på 2 timer fik vi tilsammen 6 fisk. Jeg lagde ud med dagens største, en fin fisk på 53 cm og 1400 g. hvorefter jeg fik yderligere 2 lige omkring målet, tvivlen kom dog fiskene tilgode idet jeg jo allerede havde gokket et par stykker til fryseren. Derefter vadede vi ind i et fantastisk fiskeri, hvor vi 2 gange begge stod med flex på klingen. Det gav i første omgang Martin sin første fisk over målet der ikke var farvet(tillykke med det) og endnu en lige omkring målet til mig, denne blev også benådet med et på gensyn til foråret. Vi vadede 150 m. videre og ramte stimen igen, og Martin fik endnu en fisk over målet, denne gang var der bare sporadisk flex til mig, men til gengæld havde jeg en trykbølge efter wobleren og hug i 4 kast i træk. Dagen var ved at være slut da Martin skulle til julefrokost lidt senere, men det blev til endnu en fin dag i fjorden med flex, fisk over målet og kanonvejr.
Alle fisk blev fanget på Kinetic Salty 12-16 g. i sort/sølv og grøn/sølv.
K&B Johnny
|