Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Søndag 2. april skulle første slag om klubmesterskabet 2006 udkæmpes.
Turleder Peter Rasmussen havde pga. de sidste dages indkomne rapporter og egne observationer forlagt turen til Isefjorden, og der var virkelig lagt i ovnen til en forhåbentlig begivenhedsrig tur.
Start var kl. 7, men for at have en mulighed for at tage kontrollen med en af de for årstiden overrendte pladser i fjorden var der afgang kl. 0500 fra undertegnedes residens i Måløv. Med Flemming som chauffør kørte vi, Jonas, Martin og mig selv mod Frederikssund hvor vi havde rendevouz med Kasper Vinding og Præsidenten, det skal her være sagt at Præsidenten havde et helt andet rendevouz i hovedet, i hvert fald havde han både om morgenen og resten af dagen svært ved at følge med.

Da vi rammer det første spot lige omkring kl. 0600 er der bare "smoth", næsten lidt for godt vejr, men vi er der heldigvis som de første. Der bliver pakket ud og snart ryger de første blink, woblere og fluer ud over fjorden. Lidt over kl. 0700 indfinder turlederen sig og tager del i løjerne, der sker i midlertid ikke meget, og efterhånden som pladsen bliver opsøgt af flere forårshungrende lystfiskere beslutter vi at køre lidt sydpå for at finde fiskene. Det lader dog ikke til at fiskene lader sig friste for alvor af hvad der bliver serveret for dem og vi kører en længere tur op i den vestlige del af fjorden der ankommer vi lige omkring kl. 10 og har derfor ca. 3 timer tilbage af konkurrencen.

Strækket vi fisker på er helt suverænt og burde som minimum holde en fiske til hver af os 6 (Boysen er på dette tidspunkt MIA).
Efter at have affisket omkring 3-3,5 km af kysten uden en af os har haft et hug eller set en fisk(bortset fra 10 magre skrubber genudsat af en fritidsfisker), bryder vi op og har egentlig en pølsevogn som næste mål, undervejs dertil forlyder det dog fra den forsvundne Præsident, at der er set fisk ved dæmningen ved Lammefjordskanalerne. Der møder vi ham med kun 15 min. tilbage af konkurrencen og selvom der bliver fisket intensivt for at tage pointene er der ingen der får noget. Sikkert til stor lettelse for de på dagen ikke-deltagende Rokkere.

Vi bliver på stedet da der lejlighedsvis viser sig fisk på et meget lille område kort afstand fra land. En lokal fisker smider ukoncentreret flere fisk, der hugger meget forsigtig på hans lille Æbelø blink. Jeg får sneget mig tættere på, men kan dog ikke få fiskene til at hugge før jeg fremtager det nye våben, sorte børsteorms GULP!. Det bliver hurtigt rigget til på et dartflåd og i løbet af 10 min. er den første blanke med inde og få lidt frisk luft, kort efter er der endnu en i samme str. der formaster sigt til at tygge på mit dyre indkøb, også den ligger lige omkring målet og får friheden igen. Nu bliver den lokale fisker ret nysgerrig/frustreret og kommer over for lige at tjekke min agn ud. Han fortsætter dog med sit blink og da jeg lander nr. 3 smider han ukoncentreret endnu en fisk i samme str. Min fisk er i fin stand og længden (900 g. & 44 cm.) er også ok, så den får lynhurtigt en gang "død ved kølle".
Efter dette dør fiskeriet lidt ud, Martin har dog en fisk til at nappe forsigtigt i sin børsteormsefterligning fisket på bombarda, men den vil ikke som han vil.
Vi bryder op og mødes med Kasper og Jonas ved Munkholmbroen. Der har de forsøgt sig en lille times tid uden den store gevinst og generelt blev der vist ikke fanget det helt store i fjorden den dag.

Turen går hjemad med 1 point i bagagen til hver, meget retfærdigt på en dag hvor fiskene var der, men ikke rigtigt ville lege med.

Knæk & Bræk
Johnny

Ps: GULP! rules!!!



Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne