Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Lørdag var dagen hvor jeg for første gang i lang tid, havde en hel fiskedag for mig selv. Mine forældre havde arrangeret en tur til Zoologisk Museum for Birk og fætter Anton, Mikala var i gang med sine eksamensforberedelser - jeg var home free.

Velforsynet med orm og rejer skulle de værste abstinenser først stilles ved den lokale å. Efter en snak med camping-Ole (mine forældres tidligere nabo) om den manglende aborre-opgang i åen, dappede jeg ned på campingpladsens stræk for at checke forlydenderne om denne lidt ærgerlige tilstand.

Det viste sig at holde stik, der kom i hvert fald ikke en eneste aborre på land, og jeg så ingen i vandet. Men en flok velkæmpende skaller blev det til, med den største på godt 600 gram.

Jeg håber den manglende aborre-opgang skyldes, at det har været en lang vinter og at det er fordi vandet i åen stadig er for koldt. Teorien er lidt tvivlsom, i og med at opgangen sker i marts på et normalt år og her midt i april burde vandet være varmt nok. Det kan, desværre, også skyldes at garnfiskerne på fjorden er gået hårdt til bestanden sidste år, hvor der var rigtig mange aborrer både i fjorden og i åen - flere end der havde været i mange år. Jeg satser på en tur igen i maj - så må vi se hvilken af teorierne der er den mest sandsynlige.

Den lovede opklaring viste sig i nord, så jeg pakkede medegrejet sammen, og vendte snuden mod de Møn'ske kyster - et valg jeg fortrød. P.g.a. den friske vind fra øst viste det sig umuligt (for mig) at fiske med flue - så det blev spin hele dagen. Ydermere gør østenvind, der er kraftigere end jævn, at det er umuligt at fiske stort set hvor som helst på Møn - dette ved jeg godt, men stædigheden var åbenbart stærkere end fornuften denne dag. Jeg skulle være taget i fjorden i stedet.

Efter at have prøvet en håndfuld forskellige pladser uden fangst, endte jeg dagen på strækket ved Hårbølle, hvor der heller ikke viste sig noget. Lidt ærgerlig over den manglende fangst ankom jeg hos mine forældre ved 22-tiden, hvor jeg straks tørnede ind. Det havde været en lang dag.

Nu tager jeg ud og fanger en flok gedder den første weekend i maj.

Vi ses
Peter




Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne