Idag skulle anden afdeling i kampen om årets klubmesterskab udkæmpes. Slagmarken var Furesø, målet var gedder og flg. besætninger stævnede ud fra morgenstunden - Vinding og Johnny, Jonas og Wolff, Jan og Boysen samt Foged som var ene kaptajn på sidste skude.
Jan og jeg var som de første på vandet omkring kl 07.15, hvor vi udrustet til tænderne satte en nordlig kurs fra udgangspunktet i Frederiksdal. Kl. godt halv otte var vi fremme ved dagens første spot. Vi søsatte skallerne, og sad og snakkede om hvor "surt" det ville være, hvis man fik "den store" inden konkurrencestart kl. 08.00. Bedst som det hele kørte på skinner, og vi var ved at tygge os gennem dagens første kop sod, dukkede kaptajn Foged frem af disen.
Vi hilste kort og slog derefter et diskret sving venstre om hinanden. Ikke meget mere end 75-100 meter senere så vi Foged i en noget anstrengt stilling bagude - (Klokken var nu 07.55). Dette gav anledning til en større hyggestund ombord - Først gnækkede vi godmodigt i skægget over det tilsyneladende meget tunge bundbid....., dernæst fandt vi ud af, at det nok var ægte flex, men det måtte helt bestemt bare være en pind. Det undrede os dog, at fighten kunne trække sådan ud. Vi blev dog enige om, at han sikkert havde glemt et net, hvilket forårsagede endnu en griner. Da han så fremdrog et net fra båden, blev vi mere og mere usikre...., men vurdere ud fra de små skvulp fisken lavede, at det med sikkerhed var en pind. Gedden måtte efter yderligere et par minutters fight kapitulere, og vi kunne se at vores vurdering ikke holdt helt stik. Vi råbte efter et bud på størrelse, men fik blot svaret "det er ihvertfald ny pr.!" Kort efter var dyret vejet til 9.9 kg, og vi kunne lykønske Foged med has nye PR-gedde, taget på sild, fisket under flåd bag en wigglefin. Desværre huggede fisken 5 min. inden konkurrencen, men glæden over en den flotte gedde kunne heldigvis ikke spoleres!
Fulde af optimisme fiskede vi løs, og inden længe sluttede dagens eneste woblerbåd med Vinding og Johnny ombord sig til selskabet. Det viste sig hurtigt, at Johnny havde store problemer med den 25 år gamle Evinrude, hvilket fremkaldte store smil på vor skude. Da motoren kort efter blev erklæret endelig kaput, omdøbte vi dem til Team robåd.dk, hvilket vi selv grinede meget af.
De triste kendsgerninger var dog ikke til at tage fejl af - efter et par timers fiskeri havde vi endnu ikke haft et eneste hug, og havde heller ikke fundet mange stimer på loddet, hvilket langsomt men sikkert fik smilene til at stivne....
Endelig efter små 3 timer får jeg dagens første hug, og kan kort efter lande en gedde på knap 2 kg. Undervejs har vi modtaget sms fra Jonas om en ny pr. på 9.05 kg taget på bundfisket skalle, og vi beslutter derfor at prøve et nyt område.
Skallerne bliver hevet ind, og små 10 min. senere fisker vi igen med fornyet optimisme. Fiskeriet på denne plads er desværre nøjagtig lige så trægt som vi tidligere havde oplevet, og drømmene var så småt rettet ind mod den ventende buffet på Farum Marina, da knarren på Jans hjul pludselig vræler - tilslag, fast fisk og efter en kort fight genudsættes en gedde lige over 2 kg. Herefter gik det en anelse bedre, og frem mod konkurrencens afslutning kl. 14 fangede Jan yderligere 2 gedder med den største på 3.875 kg.
Dagen sluttede på Marinaen med en hyggelig buffet, hvor alle røverhistorierne blev gengivet i en om muligt endnu bedre udgave.
Dagens resultat:
Jonas 8 point Jan 6 point Boysen 4 point Wolff 1 point Vinding 1 point Johnny 1 point Foged 1 point
Helt sikkert et turkoncept som fortjener en gentagelse i fremtiden.
Hug og hygge Boysen
|