Her til aften var jeg et smut ude med dappekæppen. Destinationen var et lille vandhul med en god betand af skælkarper, hvorfor mine chancer ville være fine.
Straks da jeg ankom spottede jeg et par karper nær en lille sivpynt. Jeg listede mig roligt på kastehold, hvorefter jeg løsfodrede med en krydderbolle. Mens jeg sad og ventede, lagde jeg mærke til et sjovt hul i jorden. Jeg overvejede om det mon var et musehul, men synes det var lige lovlig stort, og snart spekulerede jeg ikke på det længere. Karperne var begyndt at tage brødet, så jeg agnede op med et stykke krydderbolle - eller rettere, jeg forsøgte efter bedste evne, for de medbragte boller var ganske tørre, og derfor nærmest umulige at få til at hænge fast. Gang på gang røg brødet af, og jeg var ved at blive godt træt af situationen. Det lykkedes mig omsider at få en karpe til at tage brødet, men jeg var lidt for febrilsk, så jeg bommede den i stor stil.
Pludselig får jeg en gevaldig smerte fra min venstre læg. Jeg når ikke, at se hvilket insekt som har forårsaget det, men ondt det gjorde det fandme.... Da jeg skal have nyt brød på, kommer jeg til at se ned på hullet, og det vrimler frem med hvepse.... Fååårk, tænkte jeg og satte i mindeværdig spurt ud over stepperne.
Jeg undslap uden yderligere stik, men lysten til at være ved søen var knap så stor som tidligere. En sidste plads i modsatte ende skulle lige have en chance, hvilket viste sig at være fornuftigt, idet jeg overlistede en lille skælfætter omkring et kilo.
Efter samlet halvanden time ved søen blev kursen sat hjemad.
Hug og hygge Boysen
|