Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Så er der en dugfrisk beretning fra lørdagens Rokkedyst på en solbeskinnet Isefjord.
Dagens 3 besætninger bestod af følgende:
Flemming med kammersjuk Leif, Johnny og ny netfiskeven Elvis og Peter og Kasper var klar til småbådstur ud fra campingpladsen ved nordsiden af Vellerup Vig.

Temperaturen var på ca 20c og vinden 8 m/s fra syd og vandet var krystalklart, så vi var fulde af forventninger.

De 3 joller stævnede ud ca kl 10 - nogen kom hurtigere afsted end andre, hvilket jeg allerede nu kan afsløre IKKE fik betydning for stillingen i mesterskabet ved turens afslutning;-)
Dagens ret stod på fjordens sølvtøj, der skulle overlistes af diverse isenkram.

Først i båden var Elvis og Johnny, og kl 10.01 var der action på klingen. Johnny havde regnet med at sætte alt på plads i dagens konkurrence, men skuffelsen var ikke til at skjule, da det var en hornfisk der viste sig i overfladen.

Det var så vist også det mest sindsoprivende, dagen bød på.

Efter at have forsøgt med fluer, blink og wobblere i diverse afskygninger måtte vi se os overlistet af samtlige af de snedige fjordørreder vi passerede på vores vej, som for alles vedkommende gik fra Vellerup Vig forbi Kyndeløse ned til Munkholmbroen og tilbage igen.

Èn enkelt fedtfinne blev det dog til, som dog var så lille - smolt på 25-30 cm, at den ikke fortjener den store opmærksomhed. Den kunne imidlertid have været interessant for pointtildelingen, men da det var Elvis som trak dyret ind på Johnnys grej tilfalder der samtlige medlemmer 1 point i dagens dyst.

Konceptet med en småbådstur tåler helt sikkert gentagelse og konklusionen må være, at der var fisk (vi så enkelte ved Kyndeløse), men at vandet har været for varmt ca 18 c.

Keep it stiff
Rokker Vinding



Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne