Sådan! Så lykkedes det endelig!
...efter en fangstmæssig ørkenvandring på kysten i 11 år, hvor det ikke er blevet til en eneste ørred, torsk eller lignende over målet. Med til historien hører også et fiskestop, der varede nogen år men efter mødet med min fiskebuddy Henrik, blev lysterne vakt til live igen. Han har ligeledes været min personlige fluekasteguru og -træner, og i en grad så jeg er ved at blive til en rendyrket fluesnob. Tak for det, Henrik.
Nåh, jeg tørrer øjnene og napper en tudekiks. Vel er det blevet til ørreder fra båd, men kystfiskeriet har altid stået mig nærmest. Søndag den 15. oktober 2006 (a day to remember!) blev dagen hvor det endelig lykkedes.
Mikala og Birk var blevet afleveret i Albertslund for efterårsferien, og på vejen hjem kørte jeg til strækket ved Kyndeløse, men vinden var lige i hovedet fra højre og efter at have fanget mig selv 4 gange i de første 10 kast, droppede jeg det forehavende.
Tilbage til bilen, tiden var knap, og jeg kørte til iskiosken på Holbæk siden, i bunden af Isefjorden. Planen var at gå ud til pynten, men der var ikke tid, så jeg tænkte at strækket dér, lige neden for, kunne være lige så godt som pynten 200 meter væk. 40 meter ud i vandet, der er relativt lavt, og jeg kunne begynde at kaste. Efter ca. 10 kast blev linen tung, jeg løftede stangen og kunne lettere vantro se en pæn havørred vælte rundt i vandet. Der stod jeg med min første kystørred, godt over målet, i 11 år, 40 meter fra land - og uden fangstnet..... Der var ikke andet at gøre end at bakke og håbe at den blev hængende. 10 meter fra land var der en græs-ø på ca. 1 kvadratmeter hvor jeg kunne kane den op og gokke den.
Fightmæssigt var det ikke det store sus, men fangstmæssigt……uuuuuuh! Hold fast, hvor har jeg brugt mange timer på kysten for at opleve dette øjeblik. Det var godt! Og så på flue - så det var ligeledes den første fluefangede ørred over målet.
Vel hjemme viste køkkenvægten 1,800 kg rent og tommestokken sagde 52 cm. Fluen var en modificeret Mickey Finn.
|