Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Lørdag og søndag 28./29. oktober var Esrum Sø rammen om årets sidste klubtur, og lad det med det samme lyde at det både var en begivenhedsrig og "eksplosiv" weekend.

Som noget nyt vil de enkelte jollers fangster/mangel på samme blive remset op så godt som jeg husker dem. Vi var 7 mand afsted fordelt i jollerne på følgende måde; Flemming alene pga sent afbud fra Mads, Peter & Kasper, Jonas & Thomas og endelig Jan & undertegnede.

Flemming "Nulbon" Foged startede lørdagen med at sejle nordpå og i løbet formiddagen blev der ved pynten ved Kobæk Vig smidt en 3-4 kg. fisk på netkanten. Udover et par forsigtige hug senere på dagen var det alt hvad der var af action på førstedagen til Flemming. Det gik selvfølgelig ikke overhørigt hen om aftenen og "Nulbon" blev hurtigt klistret på Flemming.
Søndag var der anderledes stygt vejr over søen, men Flemming finder læ allerede ved Kongebroen og får der i løbet af formiddagen 3 fisk op til 3,8 kg. En fin revanche for en sløj lørdag.

Skipper Hansen og Wolff havde derimod taktiken klar lørdag og sejlede direkte på Tevandet, hvor der hurtigt blev landet 4 mindre gedder. I løbet af dagen blev det kun bedre og resultatet var 12 gedder i alt, dog med en del pinde i mellem. 2 stk til Wolff og 10 stk. til Jonas med en på 4,1 kg som den største. Lidt af en magtdemonstration fra Skipper Hansen, men var det mon nok til at holde Fahlgren bag sig i stillingen? Søndag morgen blev kursen sat mod nord for at finde lidt læ for den stride vind der blæste ned over søen og det gav i løbet af dagen 5 fisk med en på 4,3 kg. til Wolff som den største. Spørgsmålet var nu om Jan ville kunne indhente Jonas med flest fisk (14) og tilmed som sidste år slutte af med største, hvilket ville give Jan sejren i dette års klubmesterskab.

Trollingkongen og Granatchokket(tidligere kendt som Vinding) havde været hos fiskehandleren efter friske sild, der skulle nemlig igen i år trolles med downrigger. Det havde sidste år givet Peter 3 gedder og et par aborrer, men i år var der ikke det store held med fiskeriet. Et par flænsede sild i løbet af dagen og et attentat fra Team Myrholmen i form af et kanonslag bragt til sprængning tæt på trollingskuden(deraf tilnavnet Granatchokket) havde bragt humøret tæt på nulpunktet, hvis ikke det lige var fordi Vinding havde sat ny PR tidligere på dagen med en efter sigende svagt kæmpende gedde på 4,6 kg. Fisken havde set sig lun på Vindings egen orange Rapala Magnum, hvad den så end laver i grejboxen hos en inkarneret fluepisker. Lørdag aften blev der lavet nye krogsæt til sildene og der blev taget imod gode råd ang. hastighed og fiskedybder. Team Myrholmen forbarmede sig endda og forærede 6-8 skaller i tilfælde af skift i taktikken. Søndag blev en trist dag for Trollingkongen og Granatchokket idet fiskene i den grad udmærkede sig ved ikke at overfalde sild, woblere eller andet trukket efter båden. Stævnen blev derfor forholdsvis tidligt vendt mod Sørup Havn, både for at pakke sammen, men det var tilsyneladende også pay-back time for fyrværkeriet, man havde åbenbart glemt de venligt sponserede skaller fra tidligere på dagen. Den udførte hævnaktion mod Team Myrholmen var dog særdeles harmløs og vil ikke blive fulgt op af yderligere repressalier eller aktioner.

Team Myrholmen kom til denne weekend i storform, forkommando havde været på søen for 14 dage siden og havde haft 11 fisk i båden på knapt en dags fiskeri, der var indfanget masser af skaller(de sidste dog med en vis panik fra undertegnedes side), derudover var der release party på Team Myrholmens nye Rokke beklædning fredag aften, hvilket i nogen grad tog pusten fra det kære Smørum-prospect, om det var derfor han i den grad underpræsterede om lørdagen skal her være usagt. Lørdag morgen kl. 6 ringede uret og efter et par snoozes blev der sat i værk. Der blev spejdet længe efter de lovede spandauere som Jonas ville medbringe, men da han langt om længe rullede ind på havnen kl. 7.40 var vi stort set klar til afgang. Kursen blev sat direkte mod Løjtnanten hvor det skulle være muligt at træffe både gedder og en grov aborre, der var dog ikke meget gang i gedderne, men 2 andre LF´ere der lå på banken fik aborre på henholdsvis 1100 g. og 1500 g. flotte fisk som vi kunne se selv på afstand. Imidlertid blev der ikke vist den store interesse for vores agnskaller og tæt på middagstid rykkede vi over på vestlige side af søen, et sted hvor Jans PR stammer fra, så der skulle være mulighed for en grov fisk. Gedder var der ikke mange af, men i over en time dørger vi over en stime der er anslået 5-10 m. i dybde og bredde og ca. 200 m. lang, en lidt underlig situation idet der burde være større rovfisk omkring en stime af denne str. Der sker dog ingenting og situationen er ved at være en smule presset da forlydender siger 4-5 fisk i båden hos Skipper Hansen.
Vi går længere sydover langs med skoven og pludselig er der igen stimer på loddet, der bliver slået bak og agnfiskene dumpet. I løbet af kort tid er der bud efter Jans bundstang og en gedde på 3,4 kommer i båden, mens fisken bliver nettet og afkroget er der hug på Jans flådstang og da han er optaget "tilbyder" jeg venligt min hjælp, det resulterer i dagens første PR til undertegnede, en fin efterårsgedde på 4,6 kg. og weekenden er egentlig reddet for mit vedkommende. I den omgang stiftede jeg også for alvor bekendtskab med geddens tænder da den måtte håndlandes, hvilket kostede et par velfortjente skrammer. Vi fortsætter sydover med agnene ude og kort efter får Jan endnu en på bundstangen, denne gang en fisk omkring de 3 kg. Efter heftige 15 min. ebber fiskeriet ud igen og vi hiver skallerne indenbords og daffer sydover mod Tevandet, hvor Skipper Hansen og Wolff havde haft fornuftigt fiskeri det meste af dagen.
På vejen derned møder vi Trollingkongen og Vinding og vi fejrer sammen med dem Vinding og undertegedes ny PR´er med lidt fyrværkeri, hehe…
På Tevandet går fiskeriet totalt amok og min 1 time gamle PR bliver slået med en flot fisk på 5,5 kg. derefter er det Jans tur og på 35 minutter får han 5! gedder op til 6,75 kg. Aaaarrrghhh, mine stænger kører i vandet lige ved siden af i samme dybde, men de ta´r Jans i de fleste tilfælde. Jeg havde nok ikke sat næsen op efter at ligge til i klassementet, men 2 nye PR inden for 1 1/2 time havde givet mig blod på tanden til en slutspurt i kampen om største fisk, og så slår Jan til igen med en på 6,75 kg, og jeg er nede på 2.pladsen.
Bedst som jeg sidder og skumler lidt over det, tager fanden ved mit flåd og hjulet hviner med det samme, løs line og 10 sek. efter et solidt modhug, nogle solide rusk vidner om en go´ fisk, og da den kommer i overfladen ser den dejlig bred ud. Ind til båden går helt fint, men så vil den ikke lege med mere; op på halen og 5 m. derudaf giver sved på panden, yderligere 2 udløb mod dybet trætter den tilpas til at den kan landes, og vi kan straks se at det er en ny 1. plads. 7,95 kg stopper vægten på og en helt fantastisk dag har givet undertegnede ny PR 3 gange, det lyder lidt som et eventyr og der blev også gasset grundigt i LF-hytten om aftenen. Der blev skålet et par gange over de nye PR´er til Granatchokket og jeg og kl. var vel henad 1 før der faldt ro over det hele.
Søndag morgen går det nordpå for Team Myrholmen og det er efterhånden ikke nogen overraskelse for nogen, at vi var første båd ude af havnen. På første plads er der bud efter min bundstang, men en fisk der virkede til at være ok slipper halvvejs oppe i vandsøjlen. Derefter går der igen Jan Fahlgren i den, idet han fanger 5 fisk resten af dagen, hvor alt jeg mærker af fisk, er en gedde der går på min microskalle sat efter aborre, den har selvfølgelig ikke store problemer med at kappe min 0,40 forfangsline og denne dag blev det prospect Jensen der trak en nulbon.
Jan derimod havde igen en go´ dag med fine fisk i båden, og jeg blev en smule nervøs da han en time før slutfløjtet fightede en stor fisk ved Kongebroen, den viste sig så heldigvis at veje en smule under min 7,2 kg., og derudover havde han fået en fin fisk på 5,2 kg tidligere på dagen.
Kl. 15 var alle både i havn og præmierne, venligt sponseret af Ballerup Fiskemagasin, kunne overrækkes til Jan for en flot gedde på 7,2 kg. og til jeg for en lige så lang , men lidt tykkere gedde på 7,95 kg. Præmierne bestod af en Prologic Alien Eel i grøn til 2.pladsen og et gedde sortiment indeholdende 2 Rapala woblere, Pikewire, 1 Pike-flåd og 1 pakke med kroge til 1. pladsen.

En super weekend med bl.a. en rigtig hyggelig lørdag aften var slut og alle på nær Trollingkongen havde fået fisk, jeg er sikker på han ta´r seriøs revenche på alle turene næste år. Flemming havde sat næsen op efter en podieplads i 2006, men må nøjes med 4. pladsen, Jan besætter 3. pladsen, en overraskende(også for mig) 2. plads til mig og Jonas snupper fortjent pokalen igen, tillykke med det.
Alligevel har små marginaler igen afgjort vores klubmesterskab, jeg kan her nævne 3 havørreder fanget lige efter slutfløjt på kystturen. Flemmings monstergedde fra Furesøen der huggede 5 minutter for tidligt. Og smolten der blev fanget af freelancer Elvis på småbådsturen i september, og derfor ikke talte med nogen steder.

Resultat Esrum Sø 2006:

Johnny 7 point 7,95 kg.
Jan 5 point 7,2 kg.
Vinding 4 point 4,6 kg.
Wolff 3 point 4,3 kg
Jonas 3 point 4,1 kg + flest fisk
Flemming 1 point
Peter 1 point

En lille (sjov) detalje er at de 6 største fisk ud af ca. 30 er fanget af Team Myrholmen.

Så kan I lære!!!!!

Flæk og Spræk
Prospect Jensen / Team Myrholmen



Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne