Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Efter succesen med karperne sidste weekend besluttede jeg at holde min fodring kørende, og give søen endnu en skalle fredag til lørdag.

Jeg ankom først omkring 20.30, så tiden til at rigge til og placere takler var ganske knap.
Via en målrettet indsats lykkedes det dog, og omkring kl. 22 kunne jeg forventningsfuld læne mig tilbage i stolen.

Vejret var ikke just perfekt - klar himmel uden at en vind rørte sig - og der skete da heller ikke noget de første par timer. Dette gav mig til gengæld rigelig tid til at nyde nattergalens sang, hvilket jeg aldrig bliver træt af!
Ved midnatstid bad jeg en bøn til karpeguderne i det høje, hvorefter jeg hoppede i posen.

Kl. 01 kom første run. En fin spejler på 5.7 kg havde nappet min boilie, og efter en udramatisk fight, vejning og genudsætning lå jeg snart og talte får igen.
Næste hug kom lidt i fire. Denne gang var der anderledes smæk på drengen, og det krævede lidt længere tid før en spejler trak vægten ned på 8.0 kg.
Veltilfreds lagde jeg mig igen, og så frem til lidt sammenhængende søvn. Sådan skulle det nu

ikke blive, for mellem kl. 5 og kl. 7 fangede jeg fire fisk - 1 lille karusse og 3 skælkarper på 2.6 kg, 3.55 kg og 3.6 kg.

Ved 10 tiden begyndte regnen at sile ned, og jeg vendte snuden hjemad og mundvigene opad efter en rigtig vellykket tur!

Hug og hygge
Boysen




Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne