Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Lørdag d. 29 september var dagen hvor sæsonens andet kystslag skulle udkæmpes.
Vestsjælland var udset som slagmark, og 4 friske medlemmer - Schwalm (!), Jan, Johnny og Vinding - var mødt frem ved kampstart, mens Peter og undertegnede kom dryssende en anelse senere.

Allerede inden konkurrencen officielt blev skudt igang, havde Jan landet 2 havørreder - en undermåler og en fisk på lige godt 1.1 kg,, så på trods af den silende regn var det med store forventninger at fiskeriet blev indledt kl. 15.

Der skulle heller ikke gå lang tid før Jan flexede den første ørred. Den blev dog mistet, men snart efter hang en ny for enden af linen. Denne fisk kom sikkert i nettet, men da den var under målet, kom den lige så sikkert ud igen. Snart efter var det Johnnys tur til at lande en undermåler, en lille regnbueørred og derefter miste en fin fisk omkring de 2 kg.
Vi andre mærkede ikke en meter, så der blev kastet misundelige blikke og skumlet under hætterne.

Efter et par timers fiskeri havde Jan fanget 3, Johnny en enkelt og vi andre havde stadig intet mærket. Da der havde været lidt stilstand på pladsen et stykke tid, beluttede Jan, Johnny og Peter at rykke et par kilometer sydover, mens Schwalm, Vinding og jeg vadede rundt om en bugt for at fiske på næste pynt. Undervejs lykkedes det imidlertid Vinding at knække sin fluestang, så han måtte en tur i bilen før han kunne tilslutte sig igen.

Der gik ikke lang tid efter vi genoptog fiskeriet, før Schwalm havde den første fisk i nettet. Desværre igen en undermåler, men det lugtede trods alt af fisk. Kort efter var det min tur, og indenfor få minutter fik jeg først en undermåler og dernæst turens største på 52 cm. - 1.250 kg.
Herfra gik det slag i slag og den næste halve times tid var der fin flex til os alle 3.

Ved 20 tiden mødtes vi ved bilerne, og en hurtig sammentælling viste i alt 21 havørreder:

13 til Jan - største 0.950 kg. 44 cm
3 til Boysen - største 1.250 kg. 52 cm
2 til Schwalm - største 32 cm.
1 til Peter - 39 cm.
1 til Johnny - 37 cm.
1 til Vinding - 36 cm.

Hvilket gav følgende pointfordeling:

Boysen 7 point
Jan 6 point
Peter 4 point
Johnny 3 point
Vinding 2 point

Alt i alt en super tur omend antallet af undermålere var rigelig højt.

Hug og hygge
Boysen



Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne