Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Lørdag-søndag den 27./28. oktober var Tystryp-Bavelse sø rammen om årets sidste klubtur. Deltagerantallet var desværre begrænset til 5 personer, Johnny, Jonas, Foged, Boyzone og undertegnet (Jan) - afbud og diverse ”sø”-forklaringer indløb i dagene op til konkurrencestart, ærgerligt.

STØN..! Bådene ligger ca. 500mtr fra parkeringspladsen, så dagen begynder med at slæbe grej, agnskaller osv. ned til søen – vi bliver nødt til at gå turen flere gange, det er skide hårdt, men sådan er det bare på Tystrup…!

Endelig af sted på søen havde vi fordelt os således i jollerne, Jonas og Foged sammen, det legendariske Team Myrholmen sammen og Boyzone solo. Jonas og jeg havde begge booket LF joller, mens Boyzone var i privat jolle nede i den sydlige del af Tystrup.

Fiskeriet forløber meget stille lørdag formiddag, faktisk sker der ikke noget de første 5 timer, (dvs. Boyzone får en 6,3kg gedde i syd enden) men vi andre mærker intet før kl.13.
Det hele starter for Team Myrholmen med at jeg fanger en pind, og herefter tager tingene fart. Kort efter står jeg med en udfightet fisk på ca. 4kg, denne gang vælger Johnny dog at vippe den af med fangstnettet – total amatør arbejde – sabotage, mytteri ombord!! Der er tilsyneladende en hugperiode, og inden for en halv time har jeg landet 3 gedder på henholdsvis 8,75 – 9,5 og 3,5kg. SMS´erne flyver gennem luften og inden længe kommer Jonas og Foged ”krybende” langs sivkanten for at nasse på vores hotspot. De har dog allerede fået adskillige fisk, her i blandt en 7kg´s til Jonas. Foged har problemer med at kroge fiskene og får en lektion i geddefiskeri af en storfangende Jonas. Vejret er intet mindre end fantastisk, absolut ingen vind, høj solskin – sukkkervejr – og gedderne er gået amok. Det kan simpelthen ikke bliver bedre.

Mange fisk senere og dagen er næsten slut, før meldingen kommer fra sydenden – Boyzone har lukket dagen med en gedde på 8,5kg og må hjem for at tilberede hans boller i karry. Team Myrholmen fisker færdig udfor havnen, og på loddet ser vi en stime fisk med tilhørende ”banan”. Jeg dropper mit gummidyr direkte ned i stimen af småfisk og vertikal jigger hurtigt en 6,75kg gedde på kun 5,5mtr. vand – god underholdning.

Lørdag aften nyder vi Boyzones boller i karry, hertil har Foged medbragt FUR Julebryg. Jeg kan, hvis nogle skulle have interesse, meddele at man bliver temmelig beruset af de øl…..! Johnny står for skud, idet han på mirakuløs vis ikke har fanget en eneste gedde – til hans forsvar skal siges at han tager det pænt og erkender at det nok ikke er gået ham godt.

Søndag – vi sover indtil solopgang, idet vejrudsigten har lovet 10m/s vind og ringe vilkår for seriøst fiskeri. Vejrudsigten holder stik, det blæser en stiv pelikan, så vi tager os god tid til morgenmaden. Fiskeriet er sløvt, Boyzone formår ikke at sætte en eneste stang. Vi andre tøffer lidt rundt og fanger pinde, faktisk lykkedes det Johnny at komme på pointtavlen - hurra! Dagen slutter med ”Mesterskabs-kaffe” hos Præsidenten, hvor Trollingkongen med sønnen Villy også deltager.

Slutstillingen bliver:
Jan 7 point 9,5 kg.
Boysen 5 point 8,5 kg.
Jonas 5 point 7,0 kg. + flest fisk
Foged 3 point 3,8 kg.
Johnny 2 point ca.2 kg.

Ny klubrekord til Jan med en gedde på 9,5 kg.

Klubmester 2007 bliver Præsidenten, tillykke.


Knæk & Bræk

Jan



Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne