Historiens første slag Rokkerne vs. Bajertørst blev idag afviklet på Tuel sø. Rokkerne var repræsenteret ved selveste præsidenten, mens Bajertørst´s hold bestod af både supleanten og formanden - altså ganske prominente navne på begge hold!
Bevæbnet til tænderne med skaller, pilsnere og alverdens kunstagn stævnede ud omkring kl. 9 Kursen blev straks sat mod bankerne i søens nordlige ende, og inden længe vuggede de første flåd bag båden. Efter en god halv times fiskeri drev en solid tåge ind over søen, og sigtbarheden var pludselig kun omkring 25 meter - knap så fedt, og svært at navigere skuden når man intet kan se. Vi fiskede lidt i blinde, og pludselig gik knarren på mit hjul. Kontant tilslag og fast fisk. Drømmen var en sandart, men hurtigt viste en gedde sig i overfladen. Jeg fik vist bandet lidt og svinet den stakkels gedde til af bare skuffelse, men efter en tur på vægten var jeg alligevel fint tilfreds med gedden som vejede 5.410 kg.
Drengene fra Bajertørst var nærmest euforiske, og snart blev der både skålet i rekordcognac, doktor Nielsen, kaffepunch og pilsnere, mens varmen fra de våde varer afstedkom farlige røverhistorier om kæmpe-sandarter fanget på dej og meget mere.
Fulde af optimisme fiskede vi videre, og drengene kløede på med alle de hemmelige våben fra æskerne - forkromet projektil spinner, Charles Bronson karusser, makrelwobler med flammer og neon, den store røde monsterspinner og mange flere legendariske Bajertørst agn. Desværre kastede den ivrige indsats ikke meget af sig, og timerne gik og dagen lakkede mod enden.
Pludselig flexede supleantens stang helt i bund, og en voldsom fight var igang. Der blev hevet og flået i kæppen, så det var en fryd for de øvrige matroser ombord på skuden. Et kort øjeblik troede man næsten der var bid, men efter et minuts tid måtte selv supleanten overgive sig, og erkende at det heller ikke denne gang skulle være "historien om bunden der blev levende". Et gedigent bundhug endte med et mistet blink og en trøstepilsner.
Tusmørket sænkede sig over søen, og kursen blev sat mod havnen. Om det var for høj promille, en straffeaktion, skuffelse over de manglende fangster eller bare god humor skal jeg lade være usagt..... men vej ind kastefiskede formanden med en wobler. I mindeværdig stil trak han stangen tilbage over højre skulder, hvorefter han med et elegant svirp sendte wobleren frem mod ubefisket vand langt fra båden. Dette gik i og for sig ganske fint, og supleanten anede ikke uråd. Pludselig trak formanden ekstra godt igennem, og sammen med wobleren kom supleantens stang og hjul pludselig flyvende hen over båden - rigtig god griner og vild panik på dækket. Efter diverse eder og forbandelse fik vi reddet situationen, og snart sænkede julefreden sig igen ombord.
Vi sluttede en rigtig hyggelig dag ved mørkets frembrud. En dag som desværre kun bød på en enkelt fisk, men til gengæld en masse god griner, og ikke mindst - Rokkerne gik derfra med æren i behold!
Helt sikkert ikke den sidste dyst klubberne imellem. Boysen
|