Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Uret ringede søndag klokken 04.30. Helten rakte roligt hånden ud, og med et smil på læben trykkede han på knappen og gjorde en ende på den lettere belastende lyd. Han var fattet og klar, han vidste hvad han skulle. Morgenmaden blev indtaget i bilen sammen med en kop te, mens han begav sig af de mørke veje sydover for pick-up af Præsidenten. Han var ligeledes klar, de kiggede hinanden i øjnene, og uden et ord pakkede de bilen, og fortsatte færden i stille indforståethed, ud til vandet, ud til fjorden og fiskene.

Yes. Vejret var ikke det mest optimale, en frisk vind stod over det ganske land, og tiltog i løbet af dagen til hård vind, med kuling i pustene. Vel ankommet til parkeringspladsen blev grejet samlet, en kop kaffe gled ned i svælget, waders’ne blev monteret og vi kæmpede os gennem sivene og ud på en meters vand, 40 meter fra land. På dette stræk var der medvind og en byge af kast blev sendt af sted. Efter et kvarters fiskeri sad den første der til undertegnede. En lettere farvet nedgænger på omkring 50 cm, med slidte finner i fornuftig foderstand, der fik friheden igen efter at have poseret for kameraet.

Vi trillede videre efter at have gennemfisket strækket, og testede et par andre pladser uden gevinst. En nærliggende kanal blev afprøvet med spinneren, og her var der igen kontakt til undertegnede, igen en havørred, denne gang på omkring de 45, der dog valgte at trække i exit-håndtaget kort inden landingen.

Vi satte os ind i bilen og prøvede endnu et stræk uden held. Vi skulle lige prøve at kaste i modvinden, og nåede max. 30 meter ud. Boysen fik her næsten fejlkroget sig selv da blinket kom flyvende tilbage og landede 2 meter fra ham.

Dagens sidste stop bød på fiskeri i kraftig sidevind, og her blev der disket op med en blankfisk til Michael. Løse skæl og over målet, men lige slank nok og efter en kort vurdering fik den atter friheden.

Således nogenlunde tilfredse med udbyttet af dagen, ingen fisk med hjem, men med en del interessant rekognoscering i hukommeren, lovede vi os selv snarest endnu en tur i området i jollen. Referat følger.

Vi ses derude
Peter



Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne