Da jeg pludselig slap tidligt fra arbejde, blev en spontan karpetur arrangeret. Jeg havde straks en bestemt sø i tankerne, men da det var umuligt at booke båd, faldt valget derimod på et mindre lokalt vand.
Jeg kom som sædvanligt sent afsted, og havde først tacklerne i vandet henad 23.30 Natten forløb ganske roligt, og først kl. 9 om morgenen gik den første alarm. Hurtigt var jeg over stangen, og efter en kort men ganske intens fight, kunne jeg nette en massiv spejler på 5.75 kg.
Jeg besluttede at næste nat skulle foregå på en anden plads, og jeg fodrede derfor fra morgenstunden. Før jeg rykkede var jeg lige på det lokale pizzaria og i brugsen, idet jeg ikke havde fået så meget som en krumme med på turen.
Omkring kl. 20 var mine tackler igen i vandet på en ny og meget spændende plads. Efter kort tid begyndte store skyer af bobler at stige over mit ene tackle. Jeg var ganske spændt, da min fodring kun bestod af lidt løse pellets samt en lille pva pose med halve boilies, tigers og stickmix - det kunne ikke vare længe før karpen inhalerede min agn. Til min store skuffelse kom hugget ikke, og kort efter midnat krøb jeg til køjs.
Biiiiib.... kl. 2 var den gal. Jeg nærmest kastede mig over stanger og fik sat krogen med en fint tilslag. Desværre gik fisken direkte i noget nærliggende grøde, og efter lidt tovtrækkeri mistede krogen sit tag - sur røv. Frem med grejet og pakke ny pva-pose med hvad det indebærer af besvær. Ikke just det fedeste når man er blevet flået ud af posen, og så tilmed har mistet fisken.
Da jeg omsider lukker øjnene igen, får jeg lov til at hvile frem til kl. 4 hvor den er gal igen. Denne gang er jeg dog anderledes heldig, og efter en lidt tam fight netter jeg turens største på 6.15 kg - et super kompakt muskelbundt, som jeg gætter på kan blive virkelig stor med årene!
Resten af morgene forløber fredeligt, og omkring middag bliver grejet pakket, og kursen sat hjemad.
Hug og hygge Boysen
|