Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Jeg havde i dag lige mulighed for en smuttur ud til vandet med en stang i hånden. Valget faldt på Stege Nor – jeg mente at det nu var på tide, jeg fik min første brakvandsgedde.

Vel ankommet til lokaliteterne, påførte jeg mig rørene, riggede stængerne til og vadede ud i vandet. Efter 3 kast sad den første der, en fin, velkonditioneret sag på et par kilo, som fik friheden igen uden at have været ude af vandet. Det fik selvfølgelig humøret helt op på kogepunktet – det tegnede til en forrygende tur.

Men lad det være sagt med det samme, det blev kun til den ene på den halvanden time jeg var der. Derudover var et par følgere inde og vende ved stangtoppen – på det tidspunkt var jeg så stiv af kulde at jeg ikke lige fik konstateret størrelsen på dem, halvanden time i 4 grader varmt vand op til bollerne sætter sine spor.

Det meste af fiskeriet foregik med en stor Toby-ske, men jeg fik også lige testet mine nye yndlingsgrejer fra Innovative Lures – og jeg må sige, at især den store ske med sprutteskørt, gik højt og superlækkert i vandet.

Vi ses
Peter



Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne