"Lidt" forsinket kommer her rapporten for årets sidste og længe ventede klubtur.
Vi var igen tilbage på Esrum Sø efter 2 års-afslutninger på Tystrup-Bavelse søerne og slaget var programsat til 24. og 25. oktober.
Inden turen havde Peter, Kasper og Jonas bragt sig i en gunstig udgangsposition med 18 point hver og med Team Myrholmen aka Jan og undertegnede halsende efter som et kobbel ulve med 14 point hver. Det er stort set ikke muligt at hente på en enkelt tur, men forsøget skulle gøres og forberedelserne startede godt og vel en 14 dages tid i forvejen med psykologisk krigsførelse og "spin" over emailen. Om det var dette der virkede skal her være usagt, imidlertid blev turen dog stik imod forventningerne ret så spændende med 5 mulige klubmestre indtil sidste sekund. Nogle skulle bare bruge en´ god gedde over Peters på 6,6 kg(Kasper og Jonas), andre skulle over min på 8,2 kg(Jan) og alt jeg behøvede var en fisk over 6,6 kg fra en af dem der ikke kunne nå noget, mere herom følger...
Fredag aften indfandt Peter, Jan og undertegnede os i hytten ved Sørup Havn og grejet blev klargjort, Jonas ville støde til lørdag morgen og Boysen og Vinding ville komme op ad formiddagen/middagstid. De ville så om søndagen få selskab af Flemming.
Afsted det går lørdag morgen og vi sætter straks kursen nord på. Et stykke oppe ad søen hvor vi prøver en top af, bliver vi forbisejlet af Jonas og Peter, op med agnene og efter dem. Ved Poplerne i den nordlige ende er der fisk på loddet og vi lægger os i en afstand af 25 meter til Peter og Jonas og søsætter agnene igen. Inden for ganske få minuter er der flex til os begge og vi ligger oveni noget rigtigt godt fiskeri, i løbet af små 20 minutter er der 3 gedder i båden og vi har tilmed smidt et par fisk. Det var nok for Peter og Jonas der ikke rigtig havde haft noget så de haler grejerne og daffer vestover. Vores fiskeri fortsætter og inden middagstid er der ny PR til undertegnede, en fin gedde på 8,2 kg må en tur i vægten og til fotografen, og så var det vist tid til en Weissbier og Captain Morgan ;o)!
Lidt over middag var det tid til kaptajnskifte, Fahlgren blev fulgt til køjs efter at have hilst lidt for meget på den anden Captain (Morgan forståes) og undertegnede overtog styringen. Peter og Jonas havde ikke noget fantastisk fiskeri, men Peter havde dog landet en fin gedde på 6,6 kg, der nu bragte ham i front i mesterskabet. Hos os er der stadig ok fiskeri, med et par hugperioder i løbet af dagen som de mest hektiske.
Kasper og Boysen er kommet på søen lidt over middag og bliver i løbet af eftermiddagen belønnet med en gedde på 5,4 kg til Boysen. Omkring kl. 17 er vi tilbage i Sørup Havn og delresultatet kan gøres op; Team Myrholmen har haft fantastisk fiskeri med hele 19 gedder op til 8,2 kg, fordelt med 10 til Jan og 9 til undertegnede, hos Peter og Jonas er der fanget 6 gedder med en på 6 kg. til Jonas og Peters på 6,6 kg som den største og Kasper og Boysen må nøjes med den ene tidligere nævnt.
Tilbage i hytten bliver der startet op i grillen og under historierne, og der er jo efterhånden en del. Det famøse attentat fra turen i 2006 er selvfølgelig oppe og vende igen og nu de implicerede har fået det på behørig afstand kan der trækkes på smilebåndet over det ;o).
Jan har kokkereret hjemmefra med flødekartofler og de tykke bøffer bliver hurtigt skåret ud af en medbragt oksefilet, vinen er fra Flemmings biks i Ballerup og fejler som sædvanlig heller ikke noget. Det bliver til et super måltid og da selskabet er yderst hyggeligt går aftenen forbavsende hurtigt.
Søndag morgen er vi på søen omkring kl. 8, der skal lige ryddes op i hytten og grejet rigges til i bådene. Der er flere trætte ansigter efter aftenens strabadser, men afsted kommer vi da. Jonas og Peter og den anden båd med Kasper, Boysen og nu også Flemming ombord går nordover for at ramme noget af det fine fiskeri vi havde fra om lørdagen. Vi går stik vest og rammer Tevandet i løbet af små 10 minutter. Der er sporadisk med fisk på loddet, men ikke noget rigtigt markant og vi fisker lidt på må og få uden det store held. På et tidspunkt ligger vi os lidt ud over skrænten og fisker over dybere vand end ellers og så går det mildest talt besærk; i løbet af 20 minutter får jeg først en gedde på 7,75 kg og kort derefter en på 7,5 kg der leverer weekendens klart bedste fight, den er ved båden flere gange, men bedst som vi tror den er klar til nettet drøner den til bunden igen. I båden kommer den dog og efter foto og vejning glider den majestætisk tilbage i det mørke vand. Jan får også et par fisk i hug perioden, men ingen større end hans 5,6 kg. fra om lørdagen.
Der ryger selvfølgelig et par psykisk nedbrydende sms´er afsted til den nordlige ende af søen, men det forholder sig stadig sådan at jeg er afhængig af en god fisk(over 6,6 kg., men under 8,2 kg.) til Boysen, Flemming eller Jan for at kunne løfte trofæet for 2009. Derimod skal Jonas eller Kasper "bare" fange en over 6,6 kg for at overhale Peter og tage mesterskabet og Jan skal såmænd "kun" over min på 8,2 kg. for at mesterskabet kommer på hans hænder.
Det er nervepirrende spændende til sidste sekuned, men der kommer desværre ikke flere større fisk i nogen af bådende og Peter lægger sine 9-trekvart fingre på mesterskabspokalen, vel egentlig fortjent nok nu har han jo været så tæt på i flere år ;o)...
Peter og Jonas fanger 8 gedder søndag (samlet 14 stk. over lørdag/søndag), en´ mere end vores 7 (samlet 26 stk. over lørdag/søndag) og revancherer derved deres middelmådige lørdag, i sidste båd er der en enkelt mindre gedde på 3,4 kg. til Kasper, der ikke kommer til at spille nogen rolle i mesterskabet i denne omgang.
Søndagens fangster giver følgende samlede resultat for weekenden:
2 Point til Flemming for deltagelse 2 Point til Kasper for deltagelse 3 Point til Boysen for en gedde på 5,4 kg. 5 Point til Jan for en gedde på 5,6 kg og flest 13 stk. 5 Point til Jonas for en gedde på 6,0 kg. 6 Point til Peter for en gedde på 6,6 kg. 9 Point til undertegnede for største på 8,2 kg. og flest 13 stk.
Set i bakspejlet gik det stort set som forudsagt med smæk i den bare til alle fra Team Myrholmen (flest og 3 største), men da ikke alle dem der skulle ramte toppen den pågældende weekend var det næsten en umulig opgave at hente 4 point på 3 andre Rokkere; operationen lykkedes, men patienten døde, og det giver jo ikke megen hæder ;o)...
Tillykke til Peter med klubmesterskabet 2009!
En super klubtur med godt fiskeri for nogen og knap så godt for andre var det og med ønsket om en glædelig jul og godt og lykkebringende 2010 til jer alle og jeres familier takker Rokker Jensen af for nu.
K&B i 2010 Johnny
Ps: Se evt. slutstillingen under Mesterskabet i venstre kolonne her på siden.
|