Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Lørdag kl. 04.00 og 4 mobiltelefoners alarmer går nærmest i gang synkront, ingen snoozer og ta´r yderligere 5 minutter, højeste prioritet er morgenmad, toiletbesøg, påklædning og så af sted, Østersøens blanke venter og der er vigtige point på spil.

Teams´ene er lavet; Boysen og Jan, Kasper og Peter, Martin og undertegnede samt Jonas og Lasse der er kørt fra København midt om natten for at nå til os andre til solopgang ;o) Foged skulle passe butikken lørdag formiddag og ville køre mod Møn så snart det var ham muligt.

En 1/2 time efter kørte de første teams afsted mod vandet, de fleste kom ud til pladser tomme for andre lystfiskere. Herligt men ikke set særlig tit i april måned på Møn, måske det var det sindsyge tidspunkt der gjorde forskellen?

Der blev fisket igennem på de forskellige pladser og fangstrapporter begyndte så småt at tikke ind pr. sms når man en sjælden gang havde dækning til mobilen. Jan havde fået 2 fine fisk på hans sædvanlige morgenplads (2,5 + 1,3 kg.), mens Boysen havde fået nul. Peter og Kasper havde også fanget nul og var ret hurtigt kørt videre til en anden plads der ikke var mere held ved. Martin fik efter en times tid en fin fisk på 1,27 kg og var dermed på tavlen, undertegnede kværnede løs med bornholmerpilen og havde også 2 rigtig gode hug med 3 kast i mellem, hvis jeg havde haft marginalt mindre fat i stangen ved det første hug kunne både stang og hjul sagtens have fået en vandgang, ærgerligt men sådan er spillets regler, man får dem ikke alle sammen. Jonas og Lasse var kørt stik modsatte retning af os andre og havde ikke fået noget på den første plads de prøvede, næste plads derimod gav rigeligt med fisk til Jonas(7 fisk op til 1,8 kg.), mens Lasse havde større problemer med at få dem til at hugge og blive hængende. Mange pladser blev forsøgt af alle og hen på eftermiddagen kunne Boysen melde sig på tavlen med 2 fisk op til 1,4 kg. Kasper havde fået en undermåler og en lige over målet og Foged der var kommet i mellemtiden havde også genudsat en undermåler. Peter kæmpede videre med Kasper ved sin side og havde om eftermiddagen smidt en ok fisk over 1/2 meteren, hvorefter Kasper havde kastet til stimen Peter havde hevet med ind og derefter landet en fisk. Surt show, men Peter kæmpede bravt videre og lige til skumringen blev han belønnet med en flot fisk på 2,2 kg. Status ved aftensmaden var at alle undtagen undertegnede havde fået fisk, ikke noget der lige passede ind i mit kram, men heldigvis havde vi jo stadig hele søndagen og jeg har før trukket en nulbon om lørdagen for så at vende stærkt tilbage søndag over middag ;o). De indfangede fisk blev igen flot doneret til aftensmaden og selv om det blev sent, var måltidet en konge værdigt.
Den ekstraordinære generalforsamling der skulle have været afholdt gik lidt op i hat og briller og blev desværre ikke færdiggjort, dette må tilskrives en flok trætte rokkere der i denne sene stund havde svært ved at holde koncentrationen, nogle havde også på det tidspunkt været i gang i over 16 timer og der var ved at være udsolgt hos de fleste.

Fortsættelse følger...



Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne