Søndagens sandarttur på Furesø, blev en af de mindre begivenhedsrige. Kun 6 mand var mødt op til start; Foged & Vinding i Fiskering båd, Jonas & Boysen samt Team Myrholmen i LF båd fra Fr. Dal. Mikkel & Wolff skulle ellers have sejlet en SU jolle, men valgte i løbet af lørdagen at droppe turen.
Alle 3 både sejlede ud lørdag aften omkring 22tiden, selv om konkurrencestart først var kl.02 søndag morgen. Vejret var med os, ingen regn, acceptable vindforhold og ikke særlig stort fiskepres fra andre både.
I Team Myrholmen båden havde turansvarlig et hug kl.00:30, formegentlig af en sandart, men den skred uden at betale regningen. Johnny havde også et sandart lignende hug ved 4tiden og fangede derudover 2 gedder på 3-4kg. Det er ikke vanvittig meget action, når det fordeles ud over 10timer - 2 hug og 2 fisk – desværre gik det endnu dårligere for de 2 andre både, for de fangede ikke en eneste fisk og havde ligeledes heller ikke det store action.
Jeg er lidt bange for at Rokkerne er kommet ned i en fangstmæssig bølgedal, idet vi i år stort set ikke har fanget noget på vores klubture. Med sølle 3 havørreder på Møn, lidt blandede gedder og skaller på suderturen og nu i weekenden kun 2 gedder, så står det sløjt til.
Weekendens fangstmæssige succes stod 4årige Albert Jensen for – ny PR. i Brasen (ca. 2kg). Albert var med de rutinerede kræfter ude efter agns skaller, og fik her den flotte bifangst. Desværre har vi ikke et foto af Albert med fisken, men kun et foto af Albert som anslår fiskens størrelse.
K&B Turansvarlig Jan
|