Forbitret og forpint som jeg var over at søndagens bådtur med Rokkerne blev aflyst og erstattet af en fladfisketur fra land, forbarmede kompagnon Otto sig over mester Kim og jeg, og inviterede os på tur i hans toptrimmede fiskemaskine.

Vi nedlagde arbejdet, torsk var målet og der var afgang fra Gedser klokken otte torsdag morgen. Turen gik til Hjelm Bugt, der af Rokkerne er kendt som et fantastisk havørred stræk, men denne dag skulle vi lidt længere ud end traditionel kystudrustning rækker. Målet var vraget Jurbarkas, en 100 meter lang trawler, der på vej til ophugning sank under bugsering for en 15 års tid siden.

Jeg havde taget godt med endegrej med i forventningen om, at det sikkert ville koste lidt på den konto – det gjorde det også, men det skyldtes hovedsageligt at jeg denne dag åbenbart ikke kunne finde ud af at binde mine knuder ordentligt. Det har jeg aldrig oplevet så konsekvent før, og måtte høste en del kommentarer – til det vil jeg bare sige: ”Kim og Otto er dumme og lugter af tis!”. Sådan dér…

Vi nåede frem efter en længere sejlads i modvind, hvor vi måtte drosle ned til 10 knob, i stedet for de sædvanlige godt 20, der er bådens marchfart. Der blev firet ned, efter et par drev gik der hul på bylden og torsk fra under målet op til knapt 4 kilo blev hevet ind over essingen. Således gik der nogen timer i tiltagende vind og vi fortrak til nogle stengrunde på vejen hjem, som vi også kortvarigt havde prøvet på udturen. Grundene gav ikke andet end sporadisk med småtorsk og vi valgte at afslutte turen. Hjemme på matriklen lidt over syv, hvor den mindre sjove del af fisketuren blev afsluttet med filetering af fiskene på havebordet. Skrogene blev droppet i en pose, som jeg troede var tæt. Det var den ikke…, så nu har vi en skraldespand, der stinker for sindssygt. Klorin og børste er kodeordet. På fredag.