Årets 5. tur var oprindelig en sandarttur til Tuelsø, men grundet indskrænkning af mulighederne for bådleje måtte vi for anden gang i år ud i en plan B tur.
Valget var ikke nemt pga det uforudsigelige danske sensommervejr, men til sidst faldt valget, lettere ansporet af Jans succes over de sidste par uger, på en tur efter makreller i Roskilde Fjord.
Kun 3 medlemmer og et enkelt prospect havde meldt deres deltagelse, hvilket gjorde at Peter slap for at trække sin jolle med herop, og vi kunne fordele os med Jan og Mikkel i Foliebakken og Peter og undertegnede i Yoghurtbægeret.
Der er langt fra Præstø og nogle mindre domestikke udfordringer hos Peter gjorde at vi først var på vandet en ½ times tid efter Jan og Mikkel, lige tidsnok til at se Jan lande dagens første makrel, fint nok, så var vi jo sikre på at der var fisk på pladsen ;o)
Strømmen var indadgående og vinden i syd, hvilket gjorde at vi nærmest lå stille i strømmen svagt indad drivende eller udad drivende alt efter hvor drevet lige blev startet. I vores andet drev var der flex til Jensen og en super fin makrel på 650 g. måtte overgive sig efter en nådesløs fight med lange seje udløb og knurrende bremse. Jubel i jollen og vi måtte nu prøve at få Peter på tavlen. Det skete kort tid efter med en fin efterårs hornfisk, der heller ikke gav sig uden kamp. Der var stilstand et stykke tid, men pludselig var der bud efter Peters agn igen, og denne gang var arten rigtig, 370 g. makrel og ny art og dermed personlig rekord til Trollingkongen.
I mellemtiden var Mikkel også kommet på tavlen og Jan med yderligere en, alt dette inden for den første time på pladsen og alt hvad der skete derefter var endnu et hug til Peter, en mistet på netkanten til Mikkel og endnu en til Jan.
Fiskeriet døde ud og regnen meldte sin ankomst, en lille time med silende regn efterlod os godt våde i jollerne, strømmen aftog og der var ikke aktivitet at spore på pladsen. Jan og Mikkel prøvede en plads længere ude i fjorden uden held, og omkring kl. 15 vendte Peter og jeg snuden sydover mod rampe og optagning af jollen. Jan og Mikkel prøvede endnu en plads på tilbagevejen, men uden held.
Alt i alt en godkendt tur med makrel til alle, og 6 nye fisk til vores rekordliste.
På falderebet kl. 15.53 tikkede der sms ind fra Boysen der desperat, på vej hjem fra arbejde, havde søsat flydering og taget et enkelt kast i fjorden omkring Roskilde for at få de 2 point for deltagelse. Det må I, kære medlemmer og prospects så synes om som I vil ;o)!
Pointfordeling:
9 point – Johnny makrel på 650 g. (og ny Klubrekord) 7 point – Jan makrel på 520 g. (og flest; 3 stk.) 5 point – Peter makrel på 370 g. 4 point – Mikkel makrel på 300 g. 2 point – Boysen for badetur i Roskilde Fjord
Vi ses til La Grand Finale på Silkeborg søerne om en måneds tid…
K&B derude Rokker Jensen
|