Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Det så længe ud til at 3 både ville deltage på Furesø, men sådan skulle det ikke gå.

Første hold, Vinding og Peter, meldte fra i dagene op til turen - bortforklaringerne var mange, men sandheden er at de alligevel ikke måtte for deres koner.

Mads og Jonas - her meldte Mads fra i noget som må betegnes som sidste time - om det lige var 1, 2 eller 3 timer før det aftalt startskud vides ikke præcist, men Jonas kom noget overraskende alene på vandet.

Team Myrholmen, klar som planlagt (naturligvis fristes man til at sige).

Jonas og undertegnede forsøgte at fange skaller lørdag formiddag, men det lykkedes ikke. Skalle situationen var derfor kritisk, til gengæld var karusse situationen god - idet vi havde fået en del af dem med kastenettet, så vi blev enige om at sandarter sikkert også spiste karusser.

Velmødt på vandet ved 22:30 tiden begyndte fiskeriet i let regnvejr! DMI havde lovet 1mm nedbør i løbet af nattens 5timer, hvilket jo ikke er alarmerende meget.

Team Myrholmen lå for anker på den sædvanlige knold over ca. 15m vand. Medens Jonas konstaterede at hans båd var uden anker, og han derfor måtte trække rundt for el-motor. Det viste sig ikke optimalt da det alligevel blæste noget fra syd.

Jonas kom hurtigt på tavlen med en gedde på 5kg, om det var det 19-20 grader varme vand eller en god kondition vides ikke, men fisken fightede formidabelt.

Mørket sænkede sig langsomt over søen, da Team Myrholmen sad og nød en stille bajer i båden. Mobiltelefonen afspillede sprøde toner fra Burhan G via TDC Play og livet var herligt - der ud over var det også holdt op med at regne. Om det var Burhan´s skyld vides ikke, men kl.23:20 midt i musikken udbrød der "knarre" lyd fra min stang sat i 12m´s dybde - fast fisk, herligt! Fighten var akkurat lige så kedelig som en sandart fight plejer at være, så efter kort tid lå der 3,52kg sandart i båden - turen redet.

Jonas meddelte kort efter midnat at han sejlede ind, det var simpelthen for svært at styre båden i den vind, han havde allerede fået linerne i skruen én gang.

Ved 1 tiden begyndte det så at regne igen. Denne gang var det ikke bare finregn, det styrtede ned. Den éne millimeter over 5 timer som DMI havde lovet var blev omsat til 5 millimeter over 1 time.
Da klokken var 02:15 sad Team Myrholmen derfor hammer våde, alt ombord var gennemblødt - tid til krise møde. Vi besluttede at sejle ind allerede kl.02:45, det var simpelthen alt for koldt og vådt.

Det blev derfor kun til den ene sandart, endda uden for konkurrencen. Der ud over har hverken Jonas eller Team Myrholmen fisket seriøst efter kl.03:00 - så det må bliver 0 point til alle mand.

Slutteligt vil jeg lige nævne at mobiltelefonen afspillede "Air Play Chart Top 20" fra TDC Play - under normale omstændigheder lytter Team Myrholmen ikke til Burhan G. Men måske i fremtiden, det lader jo til at Burhan udløser hug..!

Knæk og Bræk
Jan



Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne