Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Så var det tid til årets 4. klubtur - Nak og Æd efter flade på Sundet og det blev en gyser..
Stor tak til Jørgen og Nikolaj for at være faddere til konceptet :-)

Hele 3 besætninger var klar til dagens dyst fra Helsingør nordhavn, så da klokken var lidt over 10 var Johnny og Martin, Michael og Thomas samt Jan, Peter og undertegnet på vej ud på nye eventyr

Pludselig bliver der dramatik for alle pengene i vores båd - Aldrig har jeg hørt en mand være så klar til en kop skoldhed kaffe "Gir du en kop kaffe" lød det lettere desperat. Jan var kommet i karambolage med en fjæsing, der havde taget børsteormen og lige havde sendt en hilsen, idet at Jan var blevet penetreret i fingeren af en fjæsings giftige pig - Hvis nogen kender "Fiskerne" af Hans Kirk ved I, at en mand blev slået ihjel af det bæst...

Varme væsker neutraliserer giften, så derfor var indholdet i min testvindende termokande pludselig i meget høj kurs og en decideret "lifesaver".

Jan var snarrådig, og fandt hurtigt ud af at stikke fingeren op i en colaflaske med varm kaffe i og sådan kunne han både styre båden sikkert og fiske - Ganske imponerende!

Peter og jeg sad og gnæggede lidt - og vi fik desværre ikke foreviget Jan med fingeren i flasken, men billedet vil altid være på nethinden.

Der gik ikke lang tid, før at jeg havde fået to fjæsinger på forfanget, den ene hoppede af og ud i baljen igen, men den anden - det bæst- faldt ned i båden - MEN, inden den ramte båden ramte den også min gummistøvle. Av for en i helvede.. Den lille djævel havde ramt så uheldigt, at piggen havde boret sig ned igennem støvlen og sokken og direkte ned i min stakkels fod.

Så var det af med støvle og sok og på med varm kaffe, dyppet i sok - og sådan sad jeg og havde ondt af mig selv, mens Jan og Peter fiskede videre.

..."Av for satan" - lød det pludselig fra Peter, kort efter min ulykke, og eder og forbandelser fløj igennem luften og ja - en ulykke kommer sjældent alene, så gæt hvem der nu havde været i nærkontakt med uhyret fra Sundet. Så var Peters finger ramt, og han fik resten af kaffen - vel at mærke blev der ikke drukket en eneste slurk kaffe, men det var nok meget heldigt.

Vi fik dog også fisket på trods af de dramatiske begivenheder - der hvor vi havde mest held med de flade var på 5-10 meters dybde og sandet bund - vi fandt ud af at der ikke var så mange fjæsinger over mod Kronborg, så det blev vores foretrukne plads.

Alle 3 både fik godt med fisk, og der blev fanget mange arter, så det imponerende resultat af dagens dyst blev hele 6 nye klubrekorder!!

Dagens pointfordeling ser derfor således ud:

-Peter 2 point for deltagelse (fik dog en makrel på 700 gram)
-Michael 3 point (klubrekord, fjæsing på 125 gram)
- Thomas 3 point (klubrekord, torsk 2,4 kg)
Johnny - 3 point(klubrekord knurhane 540 g) (samt makreller på 720 og 650 g)
Jan - 5 point (5. største fisk, klubrekord ising 310 g, flest fisk + 20,)
Martin - 6 point (3. og 4.største fisk - rødspætte 330 g og skrubbe 320 g, klubrekord makrel 840 g og makrel 680 g
Kasper - 9 point (De 2 største fladfisk, klubrekord rødspætte 370 g, største skrubbe 340 g)

Efter turen rykkede Peter, Martin, Jan og undertegnede hjem i Johnnys hybel og vi kunne sætte tænderne i super lækre friskfangede fisk - både grillede makrel og knurhane og fiskefileter med pommes - Velbekomme.

Tak for en hyggelig dag og aften i godt rokkerselskab krydret med højdramatiske fjæsing-nærkontakter.. :-)

Keep it Stiff
Rokker Vinding



Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne