Så blev det tid til årets 4. klubtur og lad det være sagt med det samme; forventningerne var høje ift. de seneste meldinger om mange makreller fra sundet (specielt omkring N-siden af Ven) og alle 3 båd-teams havde forberedt sig optimalt med kværnede sild og toptunet grej. Et par dage i forvejen måtte turen desværre omdirigeres til Helsingør grundet havnefest i Rungsted og heraf lukning af rampen. Dette tog ikke modet fra de 6 tilmeldte, idet vi jo tidligere har fanget fine makrel omkring denne lokation. Vel mødt på havnen ca. kl. 8.30 kom 2 både hurtigt i vandet med Mikkel og Kasper i den ene og Martin og undertegnede i den anden og snært omkring kl. 9 var også den sidste med Jan & Peter på vandet.
Kraftigere vind end lovet og en relativ stærk S-gående strøm besværliggjorde desværre fiskeriet i sådan en grad at alle 3 både efter resultatløse forsøg flere steder gav op på makrellerne og i stedet lavede et sats på de flade. Det lykkedes fint og alle havde en go´ håndfuld flade med hjem til bordet.
Der er ingen rapporter om nye klubrekorder i de landede arter og pointuddelingen er derfor ret ukompliceret med 2 point til alle 6 for deltagelse.
K&B derude og vel mødt til næste tur hvor aborrerne i Præstø Fjord/Havn står for skud. /Johnny
|