Fiskeklubben Rokkerne
Fangstrapporter

Årets havørredweekend var for første gang i klubbens 25 års historie henlagt til Lolland/Falster. Samtidig var det også første gang vi havde planlagt turen i maj måned - normalt har turen ligget tidligere på året.

Gennem Airbnb havde vi fået lejet et hyggeligt lille hus på Falster siden lige ned til Guldborgsund.

Mikkel, Johnny, Pølse Lasse og undertegnet udgjorde den hardcore kerne, som i år var at finde på turen.

Som altid foregår konkurrencen fra lørdag-søndag, men Mikkel var allerede tidlig på færde og kunne allerede i de tidlige eftermiddagstimer fredag meddele om havørred i nettet. Det gjorde ikke fiskefeberen mindre hos os andre, der først skulle ankomme i løbet af aftenen.

Lasse og jeg kørte sidst på eftermiddagen direkte mod Lollands kyst. Johnny tog et aftentræk på Falstersiden. Ingen af os havde Mikkels held og vi måtte alle 3 nøjes med et par hornfisk.

Sidst på aftenen mødtes vi i det lejede hus. Her viste det sig at der på dagen var udklækket milliarder af dansemyggelarver så hele huset var sort af myg. Det kunne ikke undgås, at en stor mængde af disse kom med ind i huset når man skulle ind med alt udstyret fra bilerne. Det gav en meget autentisk summen i huset, men heldigvis var de ikke generende, men det var en noget speciel oplevelse.

Hyggen indfandt sig hurtigt i hytten og der skulle selvfølgelig fortælles nogle gode røverhistorier(ja nogle af dem var nok blevet fortalt før :-) så det blev halvsent inden vi kom i seng. Godt klatøjet ringede vækkeuret kl. 4 lørdag morgen - men både i stueplan og på 1. sal blev vækkeuret sat på snooze.

Vi kom dog op og var stort set klar ved Falsters kystlinje lørdag ved solopgang. Vi valgte at fiske sammen alle 4 på øens vestlige side. Vi blev mødt af en forholdsvis kraftig vestenvind så det gjorde forholdene rimelige fornuftige. Efter 2 timers effektiv fiskeri kunne vi gøre status med 1 mistet havørred på 1 kilos penge og en sød lille pjevs på 600 gram til Mikkel så på trods af fine forhold var det ikke det store udbytte.

Tilbage i hytten fik vi en god omgang morgenmad og så blev der lagt nye planer for dagen. Lasse og jeg drønede igen mod Lolland og Mikkel og Johnny ville prøve østsiden af Falster.

Efter en lang køretur ramte Lasse og jeg endelig den udsete fiskeplads. Og det var et godt valg !! Lasse nået dårligt nok 5 kast før den første havørred var på. Dog var solbrillen vist ikke blevet pudset for nyligt for han erklærede hurtigt at det var en hornfisk. Dog kom der andre "boller på suppen" da fisken nærmede sig brændingen.

Mens Lasse kæmpede med "sin hornfisk" forbarmede endnu en havørred sig og så kunne jeg kæmpe lidt med en fin målsfisk på 800 g. 5 min efter var Lasse på igen - denne gang med en større fisk som også kom på land.

Lidt høje over det gode fiskeri fortsatte vi ufortrøden fiskeriet. Men det skulle vise sig at det blev spottets sidste havørred. Om det var fordi solen brød i gennem og skabte nye betingelser eller om fiskene ikke var i hugget skal være usagt. I hvert fald mærkede vi intet til havbasserne de næste par timer.

Midt på eftermiddagen drog vi retur til huset og fik en lille "morfar" inden en tidlig omgang aftensmad og en aftentur ved kysten. Efter et kort visit på Hotel Gedser for at spise fyldte chokolader og tjekke deres fede pool :-) ud drog vi til DK sydligste punkt. Det blev en smuk aftenen som Lasse kronede med endnu en mindre havørred og en mistet. Os andre tre nøjes med lidt hornfisk.

Dagen sluttede behørigt af med en 10 årig gammel mexikansk tequila som Mikkel havde medbragt. Vi skulle da fejre Lasses fine fangster - så der blev linet op med salt, tequila og citronskiver. Smagen - ja den var noget helt for sig selv (og den halsbrand som tilstødte undertegnede midt på natten :-) )

Sol øl i lange baner kombineret med Baileys og godt med snolder - jo vi havde det godt (så godt så vi alle valgte at sove i gennem til søndag).

Den blev henad søndag formiddag før vi havde fået ryddet huset op. Solen skinnede fra en skyfri himmel og en svag nordvestlig vind gjorde at Lasse og jeg havde droppet planerne om at fiske søndag. Johnny og Mikkel havde fundet et interessant spot på nordsiden af Falster, som lige skulle have en chance inden hjemturen. Lasse og jeg var selvfølgelig lidt nysgerrig så vi tog alle 4 op til pladsen - dog var det kun de to som var i vandet.

Desværre blev det kun til hornfisk for de to, men det kunne vist ikke tage glæden over en hyggelig weekend. Fiskeriet nåede aldrig nogle imponerende højder, men til gengæld blev der råhygget til den store guldmedalje.



Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne