Fiskeklubben Rokkerne
Medetur ved Buresø

Efter et par halvhjertede ture med enkelte pæne skaller på land, havde jeg PLANLAGT! en nattur ved Buresø - Der burde være potentiale for noget stort.....

Jeg ankom til pladsen ca. 19.30, og fik hurtigt blandet foder og rigget 3 stænger til med swimfeeders (en form for foder dåse, som sikrer præcis fodring) og majs som agn.
Flg. ingredienser blev brugt i foderet:
Rasp, majsmel, vanilie og jordbær aroma.

Allerede efter 10 minutter havde jeg første "run", og kunne kort efter lande en 265 gr. gråskalle. Ikke nogen gigant, men trods alt en lovende start. Desværre var det et meget enligt hug, så efter 1 times resultatløst fiskeri prøvede jeg at "booste" (tilsætte smag) med flødekaramel. Det skulle vise sig at være en god idé.
Den næste times fiskeri blev så intensivt, at jeg måtte droppe den ene stang - Jeg kunne simpelthen ikke følge med. Desværre missede jeg rigtig mange hug, men fik dog et par gråskaller omkring et pund samt enkelte mindre.
Udover det lykkedes det mig også at tabe flasken med flødekaramelaroma i vandet. Hvor der handles der spildes :-)

Jeg begyndte at veksle lidt mellem "jordbærboost" og de sørgelige rester af min kære "flødekaramelboost" i takt med en faldende intensitet i fiskeriet. Der kom ingen vilde hugperioder resten af natten, men omkring kl 24.00 landede jeg en flot gråskalle på 0.710 kg. (ny PR) - Fanget på "jordbærboosted" majs. Desuden fik jeg omkring 5 mindre gråskaller samt en brasen på 0.710 kg.

Stedet har sin helt egen specielle 'charme'. Fisker man fredag eller lørdag nat, kan man trygt regne med musik til fiskeriet, vel at mærke i "lydstyrke Roskilde festival".
Den store dille blandt de lokale Brian´er er for tiden bilanlæg. Sjovt nok har de valgt Buresø som kamparena, når de andre Brian´ers anlæg skal latterliggøres - Hvad skal man sige?!

Vender forhåbentlig tilbage med endnu en rapport efter kommende weekend.

Smæk og bræk
/Boysen


Tilbage

Fiskeklubben Rokkerne