Fiskeklubben Rokkerne
Forår ved Tranemosen

Efter længere tids research efter spændende geddevande i lokalområdet og 2 aflyste ture på Buresø, havde jeg tirsdag d. 26-03-02 besluttet at give "min" gamle Tranemose en chance.

Jeg fiskede for omkring 15 år siden rigtig meget i mosen (som i sin tid gav mig min første gedde), dog uden at fange rekordfisk. Så vidt jeg husker, var de gedder vi fangede dengang ikke meget over 1 kg, men jeg har hørt om fisk op til omkring 8 kg. fra mosen, så det var med store forventninger, jeg drog mod mosen ved 12 tiden ledsaget af høj sol og omkring 5 grader - dejligt forårsvejr.

Vel ankommet fik jeg hurtigt rigget 3 stænger til med sild, som klart er blevet mit foretrukne våben efter vinterens succesture.
Jeg må tilstå, at jeg konstant kiggede mig nervøst over skulderen, da jeg jo godt ved, at folkene der har fiskeretten i mosen ikke er overdrevet begejstrede for gæster :-)
Det så dog ikke ud til, at der havde været mennesker længe - jeg fandt ikke et eneste spor, selvom jeg ledte ganske nøje.
Jeg undgik bevidst at træde i mudder, jord osv. for ikke selv at lave spor - det ville ikke være et hit, hvis man pludselig risikerede gæster i tide og utide, blot fordi man ikke "gad" færdes fornuftigt! (en slet skjult opfordring til andre)

Efter ca. halvanden times fiskeri var jeg godt kold i r...., så jeg checkede lige alle stængerne ved at rulle et par meter line ind.
To af stængerne stod der hvor jeg sad, mens der sidste stod 20 meter fra mig. Da jeg var godt igang med at checke "den ensomme" stang, kom der pludselig et bip fra min "standplads". Hmmmm mon det bare var fordi linen lige skulle "sætte sig"?
For en sikkerheds skyld satte jeg med god fart kursen mod de andre stænger. Da jeg ankom skete der ting og sager - biiiiiiiip - den var god nok!

Med mine erfaringer fra Drewsens mose i baghovedet, besluttede jeg at give hurtigt tilslag (der gik max. 20 sekunder fra første bip) - fast fisk - og den føltes virkelig god!
Jeg lagde hårdt pres på fisken, men den var ikke just samarbejdsvillig. Den satte en meget målbevidst kurs mod min anden line. Noget måtte gøres så jeg strammede bremsen, og øgede presset.
Det kunne gedden ikke svare igen på, og efter ca. 5 min. lå den på land.

Jeg blev noget nervøs, da jeg kun kunne se den ene trekrog, som sad forrest i geddens mund. Hurtigt fandt jeg min tang frem, og til min store lettelse viste det sig, at gedden meget let kunne afkroges. Jeg målte fisken til 93 cm. og knipsede et par fotos (som kommer senere), før jeg vejede den til 4.9 kg.
En ganske pæn fisk desværre havde den allerede været på leg, derfor de skæve proportioner. Den havde været noget sjovere at fange for en måneds tid siden - eller om et par måneder :-)
Det blev desværre ikke til flere fisk, og jeg drog hjem omkring kl. 16

En udemærket tur som blev krydret med rigtig fine naturoplevelser. Her følger et par stykker:
Så to harer som fulgtes rundt langs søen, og den ene kom meget tæt på mig (ca. 15 meter)
Så også årets første vibe par samt årets første bi.
Muligvis ikke den store sensation, men for mig en dejlig oplevelse med al den romantik :-).

Knæk og bræk
/Boysen


Tilbage

Fiskeklubben Rokkerne