Fiskeklubben Rokkerne
 

 02-04-2007 : skrevet af Michael Boysen

Et par ørreder og årets først karpe

Har været ude både søndag og mandag.

Søndag kørte jeg til vestsjælland i håbet om at surfe videre på succesbølgen.
Jeg ankom omkring kl. 16 og riggede forventningsfuld grejet til før jeg begav mig mod pladsen.

De andre gange vi har fisket strækket, har de eneste mennesker vi har mødt været hundeluftere og kærestepar.
Stor var min skuffelse derfor, da jeg kunne tælle hele 7 mand på det forholdsvis korte stræk - Ren nedtur!

Jeg valgte at satse, og prøvede et knap så spændende stræk i nærheden, hvor der til gengæld ikke var et øje. Jeg gav det ca. 2 timer før jeg vendte tilbage, blot for at konstatere, at der stadig var temmelig crowded.

Misfornøjet tog jeg opstilling ikke langt fra en bobleflådfisker, og begyndte modløst at tyre det lille Tobyblink mod horisonten.
Haps..... allerede efter få kast sad den første ørred på krogen. En fin fisk lige under målet havde ladet sig overliste, og smilet var tilbage. Jeg fortsatte fiskeriet, og det blev til yderligere en ørred - desværre også under målet, men trods alt fin afslutning. Billeder blev det ikke til, idet jeg priotriterede hurtig genudsætning.

Idag mandag var jeg efter arbejde på en kort lille smuttur til et vand jeg havde hørt løse rygter om. Iført polbriller sneg jeg mig rundt om søen i den lune eftermiddagssol. Det varede ikke længe før jeg spottede en god stime mindre skælkarper - det får godt nok det hele til at rejse sig efter en lang vinter uden karpefiskeri!

Hjem det gik efter grej, Rikke og vores hund. En times tid senere var jeg på plads med flåd og majs. Allerede efter 15 sekunder pillede det ved flåddet _ ahhrrr, det må da næsten være en skalle tænkte jeg, men gav alligevel resolut tilslag, da flåddet gik under. Pludselig tog fanden ved grejet, og snart stod jeg med hvinende bremse og flex på klingen.
Efter en rigtig god fight kunne jeg afkroge en flot skælkarpe omkring 3 kg. - i min iver for at komme afsted havde jeg både glemt kamera, vægt og net, men fisken kom på land og jeg jublede.

Det blev desuden til et par rud/grå-skaller, men ikke flere karper, før mørket sænkede sig og vi måtte hjemad.

Fin lille karpesø, som jeg helt sikkert skal ud at lege ved i påsken.

Hug og hygge
Boysen



Aftenstemning på Sjællands vestkyst




Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne