Fiskeklubben Rokkerne
 

 13-05-2007 : skrevet af Peter Rasmussen

Fridag i fredags.

Fredag skulle der skiftes forrude på Mazda'en, så jeg benyttede mig af lejligheden til at tage en fridag fra arbejdet, og transformere de 5 timer det ville tage at få den skiftet, om til noget kvalitetstid med fiskestangen i hånden.

Eftersom ruden skulle skiftes hos en glarmester ikke så langt fra Jægerspris, faldt valget på den gamle jernbanedæmning
lige syd for Frederikssundsbroen. Jeg havde proppet cyklen om bag i bilen, og efter at have parkeret den, cyklede jeg de 2 - 3 km ned til dæmningen, helt ud til spidsen. Jeg har ikke fisket i Roskilde Fjord siden jeg som dreng fangede hundestejler fra bådebroerne i den gamle fiskerhavn i Jyllinge, så barndommens minder kom stille drivende mens jeg stod der og beskuede forholdene.

Min elskede 6 1/2 fods ABU 272 glasfiberstang med stålferruler fra 1980, var som den eneste taget med, eftersom jeg ikke forventede storfisk. Det blev det heller ikke til, men dog nogen timers morskab med hornfisk. De blev alle sat ud igen, på nær en 3 - 4 stykker som jeg halede på land og forærede et par ældre brødre på omkring 70, der kom lidt senere. Jeg snakkede lidt med dem, og gav dem fif til hornfiskene, som de begge syntes smagte så godt…..

Ingen af dem havde nogensinde fanget en ørred, og mens den ene af dem fik en kop kaffe oven på fangsten af et par hornfisk, fiskede den anden videre. Jeg sad og røg lidt tobak, da han fik sit første hug den dag. Både han og jeg regnede med at det var endnu en hornfisk, så han hev den bare ind og da den vendte 10 meter ude mumlede han noget om at "…det er da vist en lidt større model den her..", samtidig med kunne jeg se, at der var prikker på den blanke side. Jeg væltede over til ham og begyndte at pille ved hans bremse på hjulet, og sagde han skulle lade den få line. "Jamen, den er jo næste inde", svarede han, og da jeg vendte mig om og så, at den alligevel lå og væltede rundt på 10 cm vand 3 meter fra os, tog jeg fat i linen og hev den op på land. Mens jeg undskyldte, at jeg havde blandet mig rimeligt meget, hentede jeg målebåndet, og en hurtig måling viste omkring 45 cm. En tyk fjordørred på omkring et kilo vil jeg tro.

Han var fuldstændig ligeglad med min indblanding, og fuldstændig glad over sit livs første ørred. Det var en rigtig god oplevelse.

Kort tid efter pakkede jeg grejerne sammen, cyklede tilbage for at hente bilen og kørte hjemover mens jeg med et smil tænkte på en 70-årig mand, der havde fanget sin første ørred. Han var godt nok glad :-)

Vi ses derude
/Peter

P.s.: Der skal jo være et billede, men kameraet er til reparation, så her er der lige et af mig med en smuk ørred fra Møn.



Flot, ikke!?




Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne