Fiskeklubben Rokkerne
 

 19-11-2011 : skrevet af Mikkel Christiansen

Zihuatanejo Mexico update 3

I dag fredag var sat af til off shore fiskeri efter sejlfisk og Mahi Mahi. Planen lykkedes til fulde med da begge arter kom i båden. Først fik jeg en Mahi Mahi (guld makrel) på 7,5 kg og dernæst fik Flemming en Mahi Mahi på 10,5 kg begge på agnfisk. Til sidst fik jeg en fin sejlfisk på min geddestang det var fandme en oplevelse, mit Shimano Stella 8000 virkelig på en prøve. Sejlfisken huggede agnfisken og da jeg gav et modhug for lige at være sikker på at krogen sad så gik den helt amok den tog 200 meter i et rush med hop og så videre. Den tilbageværende line på spolen var ikke overvældende og jeg må sige at jeg var halv nervøs for om den kunne finde på at lave et rush mere, men alt gik heldigvis godt. Dog smadrede jeg bunden af min nye Berkley i dag, jeg havde glemt at fjerne splitten i fight bæltet hvilket resulterede i at bunden brækkede af under fighten, men helt utroligt så havde en af fiskegrejsbutikkerne et bundstykke i metal som passede til stangen og endda i samme lilla metalfarve som den metalring der brækkede af. Så jeg fik butikken til at fikse det, bundelen kostede 235 mex ( 101 dkr.) jeg måtte bløde hele 10 mexicanske plastikpenge dvs. hele 4,30 kr. for reparationen.
I morgen skal vi for første gang prøve kræfter med tunfiskeriet, vi er 4 teams der stævner ud og det er rart af sikkerhedsmæssige årsager når vi skal så langt ud. Pladsen på båden bliver også lidt mere trange da båden skal fyldes op med benzindunke… godt at ingen af os ryger.
Dagen blev selvfølgelig sluttet af på Lillys med røverhistorier og øl.
Thight lines
Mikkel



Mikkel med sejlfisk




Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne