Fiskeklubben Rokkerne
 

 14-05-2013 : skrevet af Michael Boysen

Blandt bukke og bækørreder

Åen lå uberørt hen, og bar tydeligt præg af, at der ikke havde været mennesker i meget lang tid. Til gengæld var der en del dyreveksler, hvor rådyrene lystigt listede rundt - lykkeligt uvidende om den forestående bukkejagtspremiere torsdag ved solopgang, hvor der sidder en jæger i hvert et levende hegn i Danmark.

Jeg havde knap fisket fem min, da jeg vippede et millimeter præcist kast forbi en sten 10 meter opstrøms. Efter få omgange på hjulet rejste en god bølge sig bag min spinner, og jeg nåede lige at få hjertet op i halsen, før min spinner kontant blev stoppet - SLAM!
En fin bækørred havde inhaleret min Mepps "Black Fury", og den satte straks i et voldsomt rush nedstrøms. Min lille 5,6´ 2-7 gr. stang var temmelig presset, men efter en heftig fight gled en ca. 45 cm. ørred sikkert i netposen.
Et par hurtige fotos blev skudt, og snart svømmede fisken tilbage i strømmen.

Ovenstående antyder indledningen til et fiskeeventyr af rang, men sandheden er at, jeg desværre ikke fik flere fisk i denne kaliber... Jeg mistede dog et par stykker, og fik yderligere to stk. op til ca. 30 cm., som blev afkroget i vandet.

Hug og hygge
Boysen



Bækørred omkring 45 cm.




Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne