Fiskeklubben Rokkerne
 

 03-04-2022 : skrevet af Michael Boysen

Sæsonstart 2022

Jubilæumsåret 2022 (25 år!) blev i dag skudt i gang med en aborretur. 4 mand havde varslet deltagelse, men kl. 05.30 var kun Mikkel og undertegnede mødte op.

Johnny var lørdag aften løbet ind i logistiske problemer mht. børnepasning, og Jonas havde set de lovede frostvejr, så en lang historie om deres deltagelse (eller mangel på samme) kan koges ned til, at de mødte frem med kaffe og croisanter tyve minutter før lukketid, hvilket sikrede dem 2 point for deltagelse.

Mikkel og jeg lagde ud med hver vores stilart. Jeg med et listigt dropshot setup og Mikkel med et ophængerrig, som ville få selv hærdede Kronborgfiskere til at skule af misundelse. Et ophængerrig over et bly med et microblink øverst og en "Mexicoflue" nederst - klasse!

Der var ikke fisket mange sekunder før Mikkel fleksede dagens første aborre - en bette gnalling omkring 100 gram, men så var vi da igang.
Det var hundekoldt, og snart knagede isen i mine øjer - ikke et problem for Mikkel, som havde været smart nok til at vælge nylonline. Stiv line og drivis fra hjulet holdt mig dog ikke tilbage og inden længe flexede jeg dagens første solide fisk. En aborre på 1 kg prik, som jeg en kort overgang frygtede var en svømmefasan (havørred). Optimismen steg, og festen var igang!

Desværre blev det noget af en fuserfest, og for at spare jeres tid vil jeg nøjes med at afsløre, at bortset fra en miniaborre og en mistet svømmefasan, var der ikke mere flex den morgen. Vi fik dog begge en solid pose point til klubmesterskabet, så alle var glade :-)

Næste tur er efter svømmefasaner på Falster - det bliver grande!



Aborre 1,00 kg




Tilbage
  Fiskeklubben Rokkerne