De fleste (alle) seriøse geddefiskere genudsætter alle gedder. Det kan virke en smule absurd først at hive en gedde på land for derefter at genudsætte den, men der er skam mening med galskaben.
For det første er gedden et nyttedyr. Den er øverst i fødekæden og derfor en afgørende faktor i reguleringen af fredfisk og syge/døde fisk i en sø.
For det andet er bestanden af større gedder som regel ikke ret stor. Særligt i mindre vande kan det have store konsekvenser for søens balance - rovfisk kontra fredfisk, hvis de store gedder hjemtages.
For det tredje har vi vel alle drømmen om at lande "det sande monster" - det bliver desværre ikke nemmere, hvis gedderne ender deres dage som fiskefrikadeller!
Tidligere sagde man, at man skulle vente omkring 30 sekunder fra hugget var registreret, før man gav tilslag, men med de anbefalede tackler med dobbelt krogsæt vil gedden (stort set altid) have minimum den ene trekrog i kæften. Vil man undgå dybt krogede fisk, kan det derfor anbefales straks at give tilslag. Som oftest resulterer det i sikker krogning, men skulle det kikse kan man trøste sig med, at den mistede gedde sandsynligvis var af en sådan størrelse, at den dårligt kunne gabe over silden - ikke den store katastrofe!
Når gedden er på land skal den afkroges, og i denne fase er en kirugisk tang uundværlig. En gabåbner er ligeledes en god ting, men den kan dog undværes, hvis man mestrer gællegrebet. Vælger man en gabåbner bør den være uden spidse ender, da deres eneste funktion er at skade geddens kæft.
Gedden bør håndteres så forsigtigt som overhovedet muligt, og til dette formål er en afkrogningsmåtte (unhooking-mat) meget velegnet. Afkrogningsmåtten minimerer risikoen for skader på geddens slimlag, og derved risikoen for infektioner og parasit angreb.
Efter "operationen" vejes og fotograferes gedden før man forsigtigt sænker den ned i vandet. Ofte vil gedden straks give et slag med halen, men i andre tilfældet er man nødt til at holde gedden, indtil den har samlet kræfter til selv at svømme væk.
Til slut vil jeg blot opfordre alle til at prøve de omtalte metoder - man vil blive overrasket over især gennemsnitsstørrelsen. Det sker yderst sjældent at man lander gedder under 3.0 kg.
Hils de grumme gedde-madammer fra mig.
Held og lykke Michael Boysen
|