Fiskeklubben Rokkerne
Karpefiskeri med flue.

Karpefluefiskeriet er et typisk godt vejrs fiskeri. Det mest umulige ørredfiskeri er det bedste karpevejr. Dvs. høj sol og så svag vind så muligt. Det gør det muligt at spotte karpen, hvilket er alfa og omega for succes.

Præsentation af fluen er ligeledes uhyre vigtig. Tit oplever man at en lidt for kluntet placering af fluen blot resulterer i en støvsky fra den flygtende karpe.

Der er tre måder karpen viser sig på hvor det er muligt, at lokke den til at suge fluen i sig. Karpen kan stå næsten urørligt få centimeter under overfladen og af og til tage føde til sig. En præcis præsentation af fluen her skræmmer som regel fisken, men ved at kaste fluen lidt for langt, for derefter forsigtigt at tage fluen ind og lade den dale ned foran fisken, kan man ofte udløse et hug.

De yderste centimeter af linen smører jeg som regel ind i mudder for at linen skal synke og ikke skræmme fisken, mens jeg ca 30 cm. oppe fedter linen ind så den flyder og dermed fungerer som hugindikator. Min favorit karpe viser sig med heftig aktivitet. Den svømmer forholdsvis højt i vandet, ofte på lavt vand, ivrigt søgende efter føde. Her læses fiskens bane, nøjagtig ligesom tørfluefiskeri i stillestående vand, og fluen lægge ud et par meter foran karpen. Så er det blot at holde godt øje med forfanget, ved den mindste bevægelse gives tilslag, men så er den stille venten også forbi!

Ofte ser man karpen fouragere på lavt vand i en slags "tailing". Halen vifter i overfladen mens bunden støvsuges for dansemyg, snegle etc. Her placerer jeg fluen så tæt på fisken så muligt, lader den synke helt ned til bunden og holder godt øje med forfanget. Det kan tit tage lang tid før fluen bliver fundet, men fisken hugger ofte i den situation. Det kan være en fordel at montere en lille hugindikator en meter oppe ad linen, det gør det nemmere at opdage hug.


>>


Fiskeklubben Rokkerne