De fleste fiskere har på et eller andet tidspunkt fisket efter skaller - om ikke andet i forbindelse med opvaske-pjækkeri. Målrettet fiskeri efter storskaller er en betydeligt større udfordring - og en sport knapt så mange har stiftet bekendtskab med. Belønningen - synet af en smuk storskalle med blødrøde finner og store flotte sølvblanke skæl, er adskillige søvnløse nætter værd.

"Stationære" storskalle bestande

Som ved alle andre former for fiskeri, kræver fangster af storfisk selvfølgelig, at de er tilstede i vandet. Langt fra alle vande huser skaller over den magiske kilosgrænse.

Små søer huser sjældent gode bestande af specimenskaller. Langt de fleste storskalle vande er på mindst 20-30 hektar og rimeligt klarvandede. Når fisk bliver store er det som regel altid fordi der af den ene eller anden årsag er minimal konkurrence om føden og derfor masser af mad til det enkelte individ. Det ideelle vand til grove skaller har derfor som regel en stor bestand af aborrer og gedder, som i fællesskab kan lægge et massivt predationstryk på småfiskebestanden. Jo færre småfisk, desto bedre bliver vækstbetingelserne for de tiloversblevne skaller. Selvom denne type vand har relativt få fisk pr. hektar, kan man alligevel støde på virkelig store skallestimer, med en meget høj snitvægt. Problemet er som regel at finde fiskene - og/eller holde dem på pladsen når de passerer forbi.

En anden og knapt så normal årsag til en høj snitvægt er, at vandet er så surt, at gydningen kun lykkes en gang imellem. Jo færre årgange af fisk, desto mindre konkurrence bliver der om maden, og som følge af dette kan fiskene vokse sig store og tykke. Det siger sig selv at vande af denne type ikke er særlig "stabile". Når en stor årgang af grove fisk dør, er der ofte kun småfisk tilbage i vandet. I vande, hvor skallerne er store på grund af en sund rovfiskebestand, vil der altid være stor- fisk, fordi skallebestanden løbende bliver fornyet hvert år i april-maj, hvor fiskene gyder.

>>