En af de mest suveræne suderagn er uden tvivl ganske almindelig dåsemajs. Næsten uanset hvor man fisker, vil denne agn have en hurtig virkende effekt. Ofte behøver man overhovedet ike forfodre for at få fiskene til at acceptere agnen. Tit bliver de så vilde med majs at de er umulige at fange på andet. Ulempen med majs er at de er lette at associere med fare, når det har været brugt et stykke tid.
Når fisken først er blevet sky overfor majsen, er en af de bedste måder at få dem til at hugge igen at farve og/eller tilsætte majsen smagsstoffer. På denne måde får man i praksis en helt ny agn, der ikke mødes med samme mistænksomhed. Til majs foretrækker jeg bredgabede kroge i str. 6-10.
Orm og maddiker er suveræne suderagn, der virker mindst lige så "instant" som f.eks. majs.
Orm er nok en af de mest klassiske suderagn, der vil kunne fange fisk i en hvilken som helst situation. Er fiskene helt umulige, vil en flydende orm fisket lige over bunden kunne gøre underværker. Ormen gøres flydende ved at injicere luft med en tynd kanyle. Kraftig løsfodring med maddiker kan til tider få suderne til at gå helt amok. Et par maddiker fikset på en str. 12-14 krog, vil i dette tilfælde kunne gøre underværker.
Af andre gode agn kan nævnes pupper (casters), brød, pasta, boilie eller diverse cocktails med disse agn.
|