Fiskeklubben Rokkerne
Brasen/skalle historie til dr. hansuder af Jens Bursell

Frisk og veludhvilet vågner jeg ved at solen har opvarmet teltet til noget nær saunatemperatur. Natten har ikke budt på så meget som et eneste bip - men jeg er ved godt mod. Vi har en hel dag foran os og på trods af den manglende aktivitet, har vi begge en følelse af, at der er noget på trapperne. I det klare formiddagslys er det muligt at se bunden 10 - 15 meter ud, og i løbet af den næste times tid ser vi 5 - 6 brasen cruise forbi på lavt vand. De fleste af fiskene bevæger sig samme vej og vi beslutter os derfor for at afsøge søens bredder for tegn på legeaktivitet. Lidt længere fremme kravler jeg ud på en udhængende gren og der er højst gået et minut inden en smuk hanbrasen på cirka 4,5 kilo svømmer forbi i træernes skygge. Hoved, nakke og flanker er dækket af tusindvis af hvide legeknopper. Der er ingen tvivl - denne fisk har et mål som ikke just kan betegnes som en evolutionær blindgyde.

Lidt længere fremme finder vi hvad vi søger. I sivskoven på blot 30 - 50 centimeter vand er en flok brasen i fuld gang med at lege. På afstand bedømmer vi fiskene til at veje 3 - 4,5 kilo, men da vi kommer tættere sander vi, at en del af fiskene er betydeligt større. Løslinefiskeri med orm er helt klart den mest oplagte taktik. Fiskene ænser os ikke, men belært af erfaring kan gydefisk være ekstremt svære at få til at hugge. Vi monterer derfor 1, 5 meter flourocarbon i 0,18 for enden af hovedlinen, så fiskene får sværere ved at opdage bedraget. Ormene er stadig friske og vi lægger ud med den helt store størrelse. Store orm kræver store kroge for at give en sikker krogning - krogvalget falder derfor på en str. 6 Wide Gape Specialist. For ikke at skræmme fiskene forsøger vi to forskellige steder.

>>


Fiskeklubben Rokkerne