På grund af de vanskelige forhold er det kun lykkedes mig at lande en enkelt 120 kilos stør i løbet af de sidste par dage, og udsigten til endnu en nul-bon er ikke just opløftende. Netop som jeg sidder og betragter stangtoppen dukker en 15 centimeter beluganæse op over overfladen kun 10 meter nedstrøms båden.
Vandet er så uklart, at det eneste man ser er næsetippen, der mest af alt minder om en halvoptøet istap. Utroligt at der bag så lille en snemandfrost næse kan gemme sig en stør på den rigtige side af 100 kilo. På sekunder forvandles mismodet til intens spænding for allede på dette tidspunkt må fisken have mærket duftsporet fra min gennem-piercede brasen blot 3 meter længere opstrøms.

Det næste minut føles som en uendelighed i hvilken både knarre, bremse og fightbælte når at få adskillige check. Endelig sker det. Et par små tap i stangtoppen afslører at fisken har taget agnen og et øjeblik efter løber linen i jævn fart af det frikoblede Ambassadeur 9000. Efter en solid serie modhug sidder krogen perfekt og den tunge kraft fra fisken der eksploderer, forplanter sig nådesløst igennem den uelastiske Spiderwire. I forsøget på at stoppe fisken inden den får accelereret læner jeg mig fuldstændig tilbage i stangen, og sætter tommeltotten på den i forvejen hårdt spændte bremse. Intet hjælper.
Stangen krummer fuldstændig sammen helt ned til den sidste reserve i bundduppen og på kort tid har den stærke fisk fået startet et udløb, der får spolen til at rotere så hurtigt at jeg får svitset blommen godt og grundigt. Da der er løbet omkring 100 meter af spolen overvejer jeg at gøre tegn til min bådfører Ruslan om at løsne båden fra sivene, men i det samme sætter fisken tempoet ned, stopper og vender. Pludselig er situationen med modsat fortegn og jeg må piske linen ind på hjulet for overhovedet at holde kontakt med fisken.
Belugaens mund er relativt hård, og der skal derfor ikke meget slækline på en spunden line før at krogen risikerer at miste sit greb i fiskens mund. Først da fisken er næsten helt oppe ved båden stopper den, men uanset hvor meget kraft jeg lægger i stangen er det umuligt at løfte den fra bunden. I næsten 10 minutter går fisken langsomt frem og tilbage over bunden uden at rokke sig så meget som en centimeter opefter.
Omsider får jeg med et enkelt pumpetag en meters penge ind på hjulet, men i det samme vender fisken i en voldsom hvirvel og pløjer blytungt nedstrøms. Linen stiger mod overfladen og sekundet efter basker fisken i et kraftfuldt vandret spring lige over overfladen, så agnfisken i kaskader af vand bliver slynget ud af fiskens mund. Heldigvis sidder krogen solidt plantet i fiskens underlæbe, og efter endnu et kvarters tovtrækkeri kommer fiskens mægtige ryg til overfladen inde ved bådkanten.

De første 3 gange Ruslan får fat i fisken ender det med at han mister grebet i fisken der med voldsomme plask river sig fri af hans rutinerede hænder. Omsider lykkes det dog at køre et stringer tov igennem gællelåget og ud af munden. Fisken forankres sikkert til bådsiden og min sine ca. 150 kilo er den min til dato største ferskvandsfisk.
En fantastisk følelse omsider at have fanget en anstændig beluga. For at være sikker på et ordentligt billede sejler vi fisken hen til sivkanten, trækker den op og tager et par billeder på stativ og selvudløser. Få minutter senere ligger fisken klar til genudsætning og med et ærværdigt bask med den store hale forsvinder den i det brungrumsede vand.

Da vi kommer tilbage til pladsen går der kun 5 minutter inden det næste beluga hug og efter en god tung fight kan jeg lande en fin stør på ca. 110 kilo. I flere timer går jeg med håbet om at der er ved at komme gang i belugatrækket, men det bliver ikke til så meget som et eneste hug resten af dagen.

>>