Fiskeklubben Rokkerne
Forårsrimter af Jens Bursell

Pladsen er perfekt, men på grund af modlys og nedstrømsvind får jeg hurtigt problemer. Gydefiskene er ultra sky, og på grund af det dårlige lys er det svært at se fiskene godt nok til at placere en løsline agn helt perfekt. Problemet bliver ikke bedre af at nedstrømsvinden giver et for hurtigt og unaturligt drev af agnen. Vandet er kun 30 centimeter dybt og belært af tidligere ture holder jeg mig langt væk fra flådfiskeriet. Under disse forhold med lavt klart vand, vil alt andet end ekstremt små low water crystals - som jeg er løbet tør for, kun skræmme fiskene. Større 2-4 AAA flåd er perfekte til rimtefiskeri lidt længere nedstrøms, hvor dybden er større og fiskene mindre sky - men ikke her.

3 - 4 meter opstrøms er en lille fordybning, hvor de største fisk tilbringer det meste af tiden med at stå i strømlæ. Da gydefiskene ikke er i det store fouragerings mode, gælder det om at præsentere agnen lige foran snuden på dem. Fra mit "vindue" på den anden side af åen var det tydeligt at se, at fiskene stod 5-10 centimeter over bunden. I en sådan situation vil det ikke nytte meget med et normalt paternoster, hvor agnen præsenteres på bunden. Agnen skal op, så den flagrer rundt i strømmen få centimeter fra munden - og en af de bedste metoder til dette er et omvendt paternoster takel. På en normalt paternoster er krogtafsen længere end blytafsen - på et omvendt paternoster er det som navnet så pædagogisk antyder - omvendt.



>>


Fiskeklubben Rokkerne