Efter et stykke tid begynder huggene at ebbe ud og en lille rekognosceringstur med polbrillerne afslører hurtigt, at stimen har forflyttet residensen til en lidt dybere rende 30-40 meter nedstrøms. Der er intet andet at gøre end at skifte plads. Den eneste måde at nå fiskene er ved at fiske nedstrøms. Da fiskene stadig står i samme højde over bunden, bliver jeg nødt til at binde et takel med lidt længere krogtafs, for at på præsenteret agnen i samme dybde som før.

Også på denne plads kaster jeg opstrøms fisken og lader taklet bumpe nedefter ved at hæve og sænke stangtoppen. Da taklet fiskes nedstrøms, fires linen af hjulet med åben bøjle. Lineafgivelsen styres med langemanden på spolekanten og allerede efter et par drev er der hug. Denne gang er det en stor rogntung hun, der har taget ormen og efter en kort, men tung fight kan jeg lande en smuk fisk på 2,4 kilo. Da fisken er fotograferet og genudsat kan jeg umuligt gøre andet end at fejre fangsten med en lur i forårssolen. Kort tid efter ligger jeg i græsset. Højt over mig synger lærken med livsbekræftigende triller, at spirende liv er på vej overalt.

>>